1600 små fodboldspillere i dyst

Denne weekend og næste weekend er Løgstør ramme om traditionsrig fodboldturnering

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev gået til sagen i går, hvor de ældste årgange var i aktion i går. Det var årgang 91-96, der dystede i Løgstør Hallerne. Foto: Martin Damgård

LØGSTØR:- Så skyd da for pokker Frederik... Yeeeeessss. Den sad. Tilråb og kammeratlig opbakning fra sidelinjen var der så rigelig af, da Løgstør Hallerne i går dannede ramme om Midtfjord Cup. Det er 23. udgave af den traditionsrige fodboldturnering, som har 1600 deltagere. Det er Løgstør Idrætsforening, der står bag cuppen, mens Sparekassen Midtfjord er hovedsponsor - og sørger for at der er medaljer til alle deltagere. Allerede fredag eftermiddag gik startskuddet. Der bliver spillet både denne weekend og næste weekend for at nå at afvikle de mange kampe. Ikke færre end 240 hold er i aktioner. Denne weekend er den travleste - her er hele 154 hold i aktion. Spillerne - både drenge og piger - er i alderen fem til 17 år. Prof dommere I denne weekend er det de ældste - årgang 91 til 96, der lader bolden rulle. Her er der professionelle dommere, mens der er frivillige dommere i den kommende weekend. I det hele taget har Midtfjord Cup let ved at få frivillige, selvom det er mange dage turneringen løber over. Ved tidtagerbordene sidder f.eks. forældre til spillerne fra Løgstør Idrætsforening, der i øvrigt er den forening, der stiller med flest hold. Hele 32 af slagsen. Hovedkræfterne bag stævnet er Brian Zimmer og Torben Frederiksen. Sidstnævnte glæder sig over, hvor let det er for klubben at finde frivillige. - Det har faktisk overhovedet ikke været noget problem. Der er mange forældre, som gerne vil give en hånd med ved et så stort stævne, siger han. Udover Løgstør Idrætsforening så kommer spillerne ved Midtfjord Cup fra 38 andre klubber - f.eks. AaB, Viborg og Thisted.