162 anholdelser ved demonstrationer

Kamope mellem folk fra indvandrermiljøet, autonome og højreorienterede

Politiet foretog masseanholdelser i går. Ialt 161 personer fra det højreorienterede Dansk Front, indvandrermiljøet og fra det autonome miljø blev  anholdt under dagens demonstrationer i kølvandet på Muhammed-sagen. Foto: Lars Møller, Scanpix

Politiet foretog masseanholdelser i går. Ialt 161 personer fra det højreorienterede Dansk Front, indvandrermiljøet og fra det autonome miljø blev anholdt under dagens demonstrationer i kølvandet på Muhammed-sagen. Foto: Lars Møller, Scanpix

HILLERØD:Over 160 personer blev anholdt under gårsdagens demonstrationer i kølvandet på Muhammed-sagen, oplyser Københavns Politi. - Det har næsten været en umulig opgave at holde tre parter, der gerne ville i totterne på hinanden, adskilt, siger politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Politi om politiaktionen. Han oplyser, at 162 personer var anholdt tidligt i aftes, hvoraf omkring 110 var fra det autonome miljø og resten hovedsageligt personer med indvandrerbaggrund. - Det virkede ikke, som om det havde så meget med tegningerne i Jyllands-Posten at gøre. Det virkede mere som om, at folk var ude på at lave gadeuorden. Det er ærgerligt, siger Mogens Lauridsen om lørdagens uroligheder. I Hillerød foretog politiet masseanholdelser af autonome under den antiracistiske demonstration i byen. Ifølge ordensmagten havde der været så meget ballade med de autonome aktivister, at politiet til sidst valgte at skille de autonome ud fra de fredelige demonstranter i den lovligt anmeldte demonstration. - De autonome blev ved med at kaste med forskelligt skyts, og på et tidspunkt sluttede festen altså, siger politiets talsmand, Flemming Steen Munch. Det var den højreorienterede forening Dansk Fronts demonstration i Hillerød, der tiltrak massevis af moddemonstranter - fra politiske partier over folk fra indvandrermiljøet og til det autonome miljø. Dansk Fronts protestdemonstration mod "den muslimske aggression" i forbindelse med Muhammed-tegningerne fik ikke samlet mere end omkring 30 personer - heriblandt lederen af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, Jonni Hansen. Politiet valgte ellers fra begyndelsen at holde de anmeldte demonstrationer i Hillerød adskilt, idet Dansk Front blev placeret i det grønne område kaldet Posen, mens den antiracistiske demonstration anmeldt af blandt andet Radikal Ungdom og SFU fik besked på at opholde sig på en asfalteret parkeringsplads nær Hillerød Station et godt stykke derfra. - Vi mener, at det er bedst, at folk får lov til at udtrykke deres meninger hver for sig, forklarede politiets talsmand, Flemming Steen Munch. Det var imidlertid ikke alle, der var lige begejstrede for politiets politik. Som en person skuffet råbte, inden vedkommende gik hjem: - Er det ytringsfrihed at lade folk stå og råbe i fem timer på en kold parkeringsplads i fucking Hillerød, når der er nazister i byen? Trods den planlagte adskillelse lykkedes det da også en stor gruppe af personer med indvandrerbaggrund og aktivister fra venstrefløjen at komme relativt tæt på Dansk Front-demonstrationen, idet de to grupper kunne råbe til hinanden adskilt af et massivt opbud af politifolk. En af de muslimske ledere opfordrede efter to timer alle til at forlade området og gå stille og roligt hjem uden at starte slagsmål. - Vi, der kæmper for profeten, skal være de bedste af alle og gøre, som profeten ville have gjort. Når man hører Allahs navn, falder ens hjerte til ro. Derfor vil jeg nu læse højt af Koranen, sagde han i megafon og læste højt. Og da politiet fik "smuglet" demonstranterne fra Dansk Front væk fra stedet i en bus, endte det uden alvorlige sammenstød der, hvor man ellers havde frygtet de største optøjer. Dagens uroligheder begyndte allerede inden demonstrationerne i Hillerød. Optøjerne opstod, da demonstranter på Rådhuspladsen i København hørte, at flere højredrejede personer befandt sig på Hovedbanegården på vej til Hillerød. Pludselig begyndte en stor gruppe at løbe fra Rådhuspladsen mod Hovedbanegården, hvor politiet rykkede ud med en større styrke. - De var ret balstyriske, og vi måtte bruge politistavene for at få dem til at trække sig tilbage, siger Flemming Steen Munch. To andre anmeldte demonstrationer på Nørrebro og Frederiksberg forløb til gengæld fredeligt. /ritzau/