17-årig dømmes måske til behandling

Dommen udsættes, fordi forsvarer kræver mentalundersøgelse

FREDERIKSHAVN:Torsdag blev en 17-årig strandbynit kendt skyldig i vold i gentagelsestilfælde ved retten i Frederikshavn. Men det er kun skyldsspørgsmålet, der er afgjort. Den endelige dom og straffens omfang vil retten først tage stilling til om et par måneder. Den 17-åriges forsvarer, Gert Gandrup, har nemlig bedt om at få lavet omfattende lægelige undersøgelser af den unge mand. - Det vil tage to til tre måneder, vurderer dommer Annemarie Harsberg, der dog fortæller, at sagen er fremskyndet på grund af den tiltaltes unge alder. Tidligere dom vil indgå Det er anden gang på kort tid, at Strandby-drengen har været i retten. Torsdag 9. september i år blev den 17-årige dømt for røveri. Han fik dengang en betinget dom på otte måneder, der betød, at han slap for at komme bag tremmer, hvis han kunne holde sig inden for lovens rammer det næste år. Men allerede to dage senere kom han altså på kant med straffelovens paragraffer igen. Og den betingede dom vil således blive udløst og komme til at indgå i den nye straf. Vidner fortalte om flip Tiltalen i retten i går lød på vold i gentagelsestilfælde; i alt tre episoder i løbet af lørdag aften og natten til søndag 11.-12. september. Den 17-årige havde i forbindelse med røveriet siddet varetægtsfængslet i 50 dage, og da han kom ud, skulle han til fest med nogle kammerater lørdag aften. De sad først hjemme hos den ene, hvor der røg noget alkohol indenbords. Og efter såvel sin egen som vidners forklaringer, var den tiltalte særdeles beruset, da de ved 23-tiden forlod lejligheden for at bevæge sig ud i nattelivet. Efter en samtale over mobiltelefonen var den 17-årige blevet både trist og destruktiv, forklarede flere af hans kammerater, der var indkaldt som vidner. - Han fik nogle flip. Han virkede gal og ked af det. Han var helt anderledes, end han plejer at være, fortalte den ene. Tilfældige ofre Og raseriet kom kort efter til at gå ud over tilfældige mennesker på gaden. En anden gruppe unge mennesker kom forbi på hjørnet af Visbergsgade og Søndergade, og den ene af dem fik en ølflaske i baghovedet, så han kom til at bløde af det. Hvem, der havde kastet flasken, var der ingen vidner, der kunne huske, da de sad foran dommeren. Dog kunne en af kammereterne huske, at den tiltalte havde haft en flaske med sig, og den havde han ikke i hånden efterfølgende. Ham, der fik flasken i hovedet, forklarede, at han og hans venner gik videre uden at foretage sig noget. - Jeg vendte mig om, men alle stod bare og gloede, og hvad gør man så? Man går jo ikke derhen - så går man bare videre. Kort tid efter løb den 17-årige fra Strandby efter flokken, og denne gang var den en anden, det gik ud over. - Jeg vender mig om, og så står han der. "Var det dig, der skreg," råber han to gange. Jeg siger nej, og så får jeg en knytnæve i hovedet, fortæller offer nummer to. Der var imidlertid ingen, der på noget tidspunkt havde skreget, og forsvareren spurgte gang på gang de forskellige vidner om ikke, de syntes, det var underligt, at han så spurgte, hvem der havde skreget. Dét blev forsvarerens sidste spørgsmål til de fleste vidner. Efter de to episoder i Frederikshavn fortsatte den tiltalte og hans kammerater til Sæby for at gå i byen dér, men den 17-årige var stadig ikke faldet til ro. Igen fik en tilfældig mand på gaden et knytnæveslag i hovedet. Herefter blev den tiltalte hentet af politiet. Stofmisbrug Den 17-årige strandbynit nægtede sig skyldig med den begrundelse, at han intet kunne huske. Men efter vidneforklaringer fra både ofre og kammerater, blev han altså kendt skyldig. Han forklarede selv i retten, at han indtil den aften ikke havde drukket alkohol i et år, og han ærgrede sig tilsyneladende over at have gjort det. - Jeg drak for ikke at skulle have noget andet, sagde han, hvorefter forsvareren spurgte, hvad han mente med 'noget andet'. - Speed, svarede den 17-årige og forklarede, at stofferne fik ham til at slappe af, men at han havde lovet sig selv ikke at røre ved den slags, når han kom ud efter varetægtsfængslingen. - Jeg synes, det var flot, at jeg ikke havde taget noget i syv uger, sagde han. I røveri-dommen indgik det, at den 17-årige skulle under opsyn af kriminalforsorgen, som kunne pålægge ham at gå i behandling for sit misbrug. Om han denne gang får en udvidet behandlingsdom på grund af sin alder og sin mentale tilstand, eller om han skal i fængsel er altså endnu uvist.