17-årig dømt for truende spørgsmål til toppolitiker

"Vil du godt dø?" Sådan skrev en ung mand til den nuværende social- og børneminister på Facebook sidste år.

Ritzau
Mai Mercado Foto: Scanpix/Asger Ladefoged / Arkiv
Retssag 7. august 2017 15:41 - Opdateret 7. august 2017 16:07
For mere end et år siden blev en dengang 16-årig dreng så oprevet over et opslag fra den konservative politiker Mai Mercado på Facebook, at han skrev en privat besked til hende med ordene "Vil du godt dø?".

Retten på Frederiksberg har mandag idømt den unge mand 20 dages betinget fængsel for truslen.

Anklagemyndigheden havde ellers lagt op til, at han skulle idømmes en ubetinget fængselsstraf.

Det skyldes, at det udløser en skærpet straf, når truslerne bliver fremført på baggrund af en politikers indlæg i den offentlige debat.

- Når en politiker tilkendegiver holdninger, kan man være enig eller uenig. Men hun skal som politiker have lov til at komme til orde, så vælgerne ved, hvad hun står for, sagde anklager Anders Larsson under retssagen.

Men retten mente ikke, at det kunne bevises, at den unge mand vidste, at Mai Mercado er politiker. Derfor blev han ikke dømt efter den skærpende regel.

Det var 17. juni sidste år, at den unge mand i sit hjem på Frederiksberg skrev til Mai Mercado efter at have set et opslag fra hende på Facebook.

Opslaget irriterede ham, fordi det handlede om Christiania, hvor han selv kom, forklarede han i retten.

Han husker ikke selv opslaget i dag. Men ifølge anklagemyndigheden drejer det sig om et facebookopslag fra 17. juni, hvor politikeren hylder politiets rydning af Pusherstreet på Christiania i København.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...