17-årig fuldender norske brødres imponerende løbehattrick

Alle tre norske Ingebrigtsen-brødre har inden for de seneste seks år vundet EM-guld i 1500-meterløb.

17-årige Jakob Ingebrigtsen blev den tredje bror i familien, der vandt guld i 1500-meterløb. Foto: John Macdougall/Ritzau Scanpix
Atletik 10. august 2018 23:25

Tre gange Ingebrigtsen var til start i finalen i 1500-meterløb ved EM i Berlin, men det blev den yngste, der vandt.

17-årige Jakob Ingebrigtsen distancerede alle konkurrenter og tog guldet i tiden 3 minutter og 38,10 sekunder.

Med præstationen gjorde den unge nordmand sine brødre kunsten efter.

Både Henrik og Filip Ingebrigtsen har vundet EM-guld på samme distance, og dermed er alle tre brødre blevet europamestre på distancen inden for de seneste seks år.

- Nu var det vel min tur i forhold til Henrik og Filip. Jeg er 17 år og har allerede nået målet for min karriere. Jeg er tom for ord, siger guldvinderen til NRK efter sin triumf.

- Jeg ved, hvad der skal til, for jeg har set, hvad Henrik og Filip har været igennem og lagt af arbejde i det, siger han.

Ingen af de andre brødre kom på medaljeskamlen fredag aften, men storebror Henrik Ingebrigtsen var alligevel en glad mand efter finalen.

- Han (Jakob, red.) stopper aldrig med at imponere. Vores taktik var skabt til, at Jakob skulle vinde. De andre måtte uden om os for at nå ham, siger han til NRK.

Der er mulighed for mere norsk metal lørdag, når alle tre brødre er til start i 5000-meter-finalen på Det Olympiske Stadion i Berlin.

/ritzau/NTB

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...