Ishockey

17-årig ikke bange for at afløse Pisar

Sæson i Leksand har udviklet Nicolaj Nørbak

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nicolaj Nørbak var dørvogter for White Hawks for fjerde gang på stribe, da nordjyderne i aftes mødte Nordsjælland.foto: carl th. poulsen

FREDERIKSHAVN:Indtil videre er den blot 17-årige Nicolaj Nørbak udelukkende dørvogter i spillerboksen hos Frederikshavn White Hawks, men trods sin unge alder har han allerede prøvet så meget på isen, at han overhovedet ikke frygter for pludselig at skulle vogte høgenes bur i stedet for plankeværket Lubomir Pisar. - Et år i den store svenske klub Leksand har udviklet mig utroligt meget og gjort mig til en bedre målmand, siger den unge frederikshavner. - Ishockeymæssigt var jeg vældig glad for at være i Leksand, men det blev for småkedeligt i en by med blot 5000 indbyggere. Jeg kunne jo nærmest se hele byen ved at kigge ud af vinduet, så selv om jeg var meget optaget af kampe og træning med Leksands U 18-hold, så valgte jeg alligevel at stoppe i sommer. - I det meste af året boede jeg sammen med en anden frederikshavner, backen Rasmus Christiansen, der nu også er med i truppen hos White Hawks. Efter han rejste hjem blev jeg i Leksand i halvanden måned og havde fået en anden lejlighed deroppe, men det blev som sagt for kedeligt, så jeg tog en returbillet, og glæder mig nu over at være med i ligatruppen i Frederikshavn. Udlandet trækker - Men udlandet trækker stadig i mig, så på sigt vil jeg gerne til Canada eller igen en tur til Sverige for at spille ishockey. Indtil da vil jeg forsøge at få kampe på isen med White Hawks, for jeg vil da helt vildt gerne også prøve suset med høgene i den danske liga, siger Nicolaj Nørbak, der i Leksand udviklede sig til at blive en meget rolig keeper. - Faktisk drillede mine holdkammerater mig lidt ved at påstå, at jeg slet ikke havde blod i årerne, fordi jeg altid var så rolig i buret. Det er vigtigt, at en målmand kan gøre forsvaret trygt, for så fungerer samarbejdet optimalt. - Jeg var på nippet til at forlænge aftalen med yderligere to år i Leksand, men udsigt til at komme på deres førstehold var der nu ikke, da de havde sikret sig en tidligere NHL-keeper. Vil gribe chancen - Nu vil jeg i stedet forsøge at gribe chancen i Frederikshavn, og jeg er som sagt parat, hvis der bliver brug for mig. - Og nervøsitet ligger altså ikke til mig. Jeg har prøvet store kampe i Leksand og med det danske U 18-landshold, hvor jeg har vogtet målet ved VM-slutrunder, slutter det unge målmandstalent, der også i aftes i Iscenter Nord var dørvogter i høgenes ligakamp mod Nordsjælland. Se på net og hør radio På grund af tekniske problemer i pakkeriet på NORDJYSKE kan vi desværre ikke bringe referat og resultat af den kamp i dagens avisudgave, men det kan læses på www.nordjyske.dk, og kommentarer efter kampen kan høres i ANR Hit FM.