17-årig overfaldsmand ukendt af sociale myndigheder

København, torsdag /ritzau/ De sociale myndigheder i Nakskov kender intet til den 17-årige socialt belastede overfaldsmand, der påstås at have overfaldet Fremskridtsparti-politiker. Den 17-årige dreng, der angiveligt skulle have overfaldet Fremskridtspartiets spidskandidat i Regionsråd Sjælland, eksisterer ikke. I hvert fald kender de sociale myndigheder i Nakskov Kommune intet til drengen, der påstås at have tyrkisk baggrund og være stærkt belastet med flere institutions- og fængselsophold bag sig. Den socialfaglige leder af Børnegruppen i Nakskov Kommune, Jon Kristmundsson, siger til Ritzau, at han kun har hørt om den 17-årige overfaldsmand fra medierne. - Vi kender ikke til ham. Hvis en 17-årig dreng var involveret i sådant et overfald, ville vi få besked om det, men det har vi ikke fået, siger Jon Kristmundsson. Fremskridts-politikeren Anne-Lise Jønch Pedersen har over for flere medier hævdet, at hun blev overfaldet i Nakskov af den 17-årige. Det skete, da hun stod på gaden og samlede underskrifter ind til Fremskridtspartiet. Ved overfaldet fik hun skadet to tænder og smadret sine briller. I stedet for at anmelde knægten til politiet, bekendtgjorde hun imidlertid, at hun ville hjælpe ham og være hans bisidder under en snak med kommunen. Men i Nakskov Kommune har man ikke haft kontakt med Anne-Lise Jønch Pedersen og kender hende i øvrigt slet ikke. - Jeg har ikke talt med hende, og mig bekendt har hun ikke henvendt sig til kommunen, siger Jon Kristmundsson. Da kriminalpolitiet i Nakskov onsdag undersøgte det påståede overfald, konkluderede man, at der var tale om løgn fra ende til anden, og at der snarere har været tale om et mediestunt fra politikerens side. Anne-Lise Jønch Pedersen fik ikke samlet de 50 underskrifter ind, som kræves for at kunne stille op til regions- og kommunalvalget og overvejer nu helt at trække sig fra politik. /ritzau/