17-årig piges voldsdom stadfæstet

Vold 10. januar 2003 01:00

AALBORG: En 17-årig pige, som sidste år havde store problemer med at styre sin voldelige side, har i Vestre Landsret fået stadfæstet en dom på to års socialpædagogisk behandling, hvoraf halvdelen skal være på en sikret afdeling. Pigen blev i maj sidste år idømt sanktionen i byretten, hvor hun blev fundet skyldig i vold mod tre mænd, deriblandt hendes tidligere kæreste. Hun ankede straffen til formildelse og havde håbet på en betinget fængselsstraf, men det har landsretten altså nu afvist. Sagen handler dels om, at pigen sammen med den tidligere kæreste og dennes far overfaldt en ældre mand i Svenstrup, da de var på besøg hos ham 1. februar sidste år. Og dels om, at pigen et par måneder senere slog kæresten med en porcelænsfigur og med knytnæveslag. Derefter gik hun løs på en anden ung mand med knytnæveslag i ansigtet. Pigens andel i voldsepisoden i Svenstrup bestod i, at hun slog ofret i hovedet med en flaske og sparkede på ham. Hendes tidligere kæreste og hans far fik i byretten betingede domme på henholdsvis 14 og 30 dages fængsel for at have sparket og slået på værten i Svenstrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...