17-årig slået i hovedet med flaske: 33-årig fængslet

Voldsmand skal efter grundlovsforhør sidde varetægtsfængslet frem til 10. august efter han umotiveret slog 17-årig i Blokhus

Arkivfoto: Torben Hansen

Arkivfoto: Torben Hansen

BLOKHUS:En glad aften og nat blev knap så glad, da en 17-årig dreng fra Brønderslev tidligt fredag morgen blev slået så hårdt i hovedet to gange med en flaske, så den blev knust.

Voldshandlingen fandt sted på torvet i Blokhus, og det var en 33-årig mand fra Aarhus, som stod bag.

Nu er den 33-årige efter et grundlovsforhør ved middagstid fredag ved Retten i Hjørring varetægtsfængslet frem til 10. august sigtet for volden.

Det fortæller anklager Torben Kaufmann Sørensen fra Nordjyllands Politi.

- Den 17-årige var sagesløs, og grovheden i voldshandlingen gør, at den 33-årige sigtes efter den hårde voldsparagraf, fortæller anklageren.

Den 33-årige nægtede sig skyldig i sigtelsen og forklarede i retten, at han følte sig truet af den 17-årige, og at det derfor var i nødværge, at han slog den 17-årige med flasken.

Den 33-årige blev dog fængslet af efterforskningsmæssige grunde, så han ikke kan påvirke den videre efterforskning i sagen.

Den 33-årige kærede fængslingen til landsretten.

Ifølge anklageren er den 17-årige ikke kommet alvorligt til skade - trods slagene med flasken.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.