17-årig slået i hovedet med flaske: 33-årig fængslet

Voldsmand skal efter grundlovsforhør sidde varetægtsfængslet frem til 10. august efter han umotiveret slog 17-årig i Blokhus

Susie Skov og Jens Hukiær
Arkivfoto: Torben Hansen
Vold 13. juli 2018 10:40 - Opdateret 13. juli 2018 16:19

BLOKHUS: En glad aften og nat blev knap så glad, da en 17-årig dreng fra Brønderslev tidligt fredag morgen blev slået så hårdt i hovedet to gange med en flaske, så den blev knust.

Voldshandlingen fandt sted på torvet i Blokhus, og det var en 33-årig mand fra Aarhus, som stod bag.

Nu er den 33-årige efter et grundlovsforhør ved middagstid fredag ved Retten i Hjørring varetægtsfængslet frem til 10. august sigtet for volden.

Det fortæller anklager Torben Kaufmann Sørensen fra Nordjyllands Politi.

- Den 17-årige var sagesløs, og grovheden i voldshandlingen gør, at den 33-årige sigtes efter den hårde voldsparagraf, fortæller anklageren.

Den 33-årige nægtede sig skyldig i sigtelsen og forklarede i retten, at han følte sig truet af den 17-årige, og at det derfor var i nødværge, at han slog den 17-årige med flasken.

Den 33-årige blev dog fængslet af efterforskningsmæssige grunde, så han ikke kan påvirke den videre efterforskning i sagen.

Den 33-årige kærede fængslingen til landsretten.

Ifølge anklageren er den 17-årige ikke kommet alvorligt til skade - trods slagene med flasken.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...