17-årig varetægtsfængslet for knivstik

En 17-årig mand fra Sjælland blev fredag varetægtsfængslet i to uger sigtet for at have stukket en 20-årig frederikshavner ned nytårsnat i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Værtshuse i Jomfru Ane Gade skal lukke tidligere mener V-kandidater. Arkivfoto: Daniel Mikkelsen

Værtshuse i Jomfru Ane Gade skal lukke tidligere mener V-kandidater. Arkivfoto: Daniel Mikkelsen

Den 20-årige blev stukket to gange, blandt andet i brystkassen, og han blev også sparket og slået. Men han er uden for livsfare. Den varetægtsfængslede, der er fra Roskilde-området, nægter sig skyldig i knivstikkene. Han siger, at der ganske rigtigt var noget tumult på diskotek Gaslight, men at han ikke gjorde noget. Det er tilsyneladende et skænderi om den 20-åriges kæreste, der startede overfaldet. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre på grund af efterforskningen. Der var flere med til at overfalde den offeret, og politiet leder i øjeblikket efter dem. Den 17-årige blev anholdt torsdag aften i Roskilde. Han havde tabt sin mobil på diskoteket, og derfor kunne politiet troppe op i hans hjem i Roskilde-området og anholde ham.