Kunst

17 kunstnere indtager havnefronten i Hirtshals

Der er særdeles konkrete planer om at snige ikke så lidt kunst ind på havnefronten i Hirtshals i forbindelse med byens fiskefestival, der begynder på torsdag.

Maler Vibeke Lehm og billedhugger Stinne Teglhus er i fuld gang med forberedelserne til kunstudstillingen Cafe Fisk & Kunst - en udstilling, der finder sted i slipstrømmen på Hirtshals Fiskefestival. Privatfoto

Maler Vibeke Lehm og billedhugger Stinne Teglhus er i fuld gang med forberedelserne til kunstudstillingen Cafe Fisk & Kunst - en udstilling, der finder sted i slipstrømmen på Hirtshals Fiskefestival. Privatfoto

Cafe Fisk & Kunst er navnet på den kunstudstilling, som for første gang i år arrangeres sammen med festivalen, og bag udstillingen står den lokale billedhugger Stinne Teglhus, assisteret af maleren Vibeke Lehm fra Hjørring. Der vil både være billedkunst og skulpturer fra 17 forskellige kendte kunstnere fra landsdelen, og det hele foregår Under Trappen på Sydvestkajen 7 i Hirtshals. Udstillingen åbner med fernisering 31. juli fra kl. 16.00 til 18.00, og derefter vil den være åben hver dag fra 1. juli til 3. juli fra kl. 11.00 til 17.00. Åbningstalen holdes af formand for teknik og veje i Hjørring Kommune Ole Ørnbøl (S). I forbindelse med udstillingen vil der også være en cafe, hvor der kan købes små fiske-retter og kolde drikke. - Vi håber, at vores initiativ vil trække både lokale og turister ned på havnen for at se vores kunst. Og at arrangementet kan blive det første af flere med kunst på havnefronten i Hirtshals, siger Stinne Teglhus, som også er initiativtager til den store skulpturudstilling Skagerrak Skulpturer, der kører sommeren over i Hirtshals by. Der vises skulpturer i bronze, granit, træ, stentøj og glas samt malerier i olie og akryl. Følgende kunstnere indtager Sydvestkajen: Anna Joest, Adam Mowen, Joan Kristensen, Janice Hunter, Bodil Dam, Henrik Westergaard, Mette Borup, Niels Chr. Jensen, Karen Haagen, Lene Purkær, Morten Lykke, Kresten Andersen, Pernille Stecher, Sisse Nør-Jensen, Erik ”Piesen", Vibeke Lehm og Stinne Teglhus. Erik "Piesen" er gammel fisker og han sørger for at ryge fisk, så der er proviant til gæsterne.tn