175 unge knokler for Kulturnatten

Aalborg Tekniske Gymnasium med for første gang

Ungdomsuddannelser 7. oktober 2002 08:00

AALBORG: 175 gymnasieelever fra Aalborg Tekniske Gymnasium er i fuld gang med forberedelserne til Kulturnatten i Aalborg, som i år er fredag 18. oktober. Samtlige 1. g-klasser på gymnasiet er blevet udvalgt til at deltage i de kulturelle begivenheder og en kæmpestor sanseorm er på vej fra teknisk gymnasium og til C.W.Obels Plads, hvor den skal være et del af et større arrangement "Jordens Puls". Gymnasiets puls var i hvert fald på vej opad, inden det i gymnasiets aula blev afgjort hvilke af elevernes projekter, der skulle deltage i selve arrangementet. For der var for mange sanseprojekter til at alle kunne få deres med i kulturnatten. Der blev dog arbejdet hektisk i alle kroge, svejset, hamret, banket og sømmet. Den store 25 meter lange og tre meter høje sanseorm kommer til at rumme elevernes projekter udover altså ormen som projekt i sig selv. Et af projekterne var en roterende skive, der når man har kigget på den et halvt minut forstyrer synet så meget, at når man kigger på næste objekt, så bevæger det sig. - Vi har været inde på internettet og søge oplysninger og få ideer til, hvad vi skulle lave. Så stødte vi på det her, og det syntes vi, var en god ide, forklarer Rasmus Lindstrøm, der går i 1. g på Aalborg Tekniske Gymnasium. Det er første gang at gymnasiet er med i Kulturnatten og rektor Søren Justesen glæder sig over den hektiske aktivitet, der hersker på skolen. - Det har været en meget spændende, og jeg er imponeret over arbejdsindsatsen ikke mindst for vores lærere. Det er jo en utraditionel måde at arbejde på, men vi vil gerne være synlige og vi vil gerne samarbejde med virksomheder. Det får os til at forholde os til virkeligheden, siger Søren Justesen. Han understreger, at eleverne får lært at løse opgaver på tværs af fagene, løser opgaver, der skal bruges ude i det virkelige liv og samtidig lærer om processen fra idé til produkt. - Der har været, og der kommer, mange frustrationer, og sådan skal det være, mente rektor, mens eleverne målrettet arbejdede for at få den høje og lange sanseorm på benene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...