18-årig overtager Fortuna-målet

U21-landsholdsmålmanden Susanne Graversen har lavet ét-årig kontrakt med klubben

Fodbold 29. juni 2003 08:00

HJØRRING: Det bliver den kun 18-årige Susanne Graversen, som "arver" målmandspladsen i Fortuna Hjørring efter navnkundige Dorthe Larsen, som for en uge siden meddelte, at hun efter 14 år i klubben lægger støvlerne på hylden. Lørdag nåede Fortuna Hjørring og Susanne Graversen til enighed om en ét-årig kontrakt, som betyder, at den nybagte student og nyudnævnte U21-landsholdsmålmand i den kommende sæson får optimeret sine muligheder for at koncentrere sig om fodbolden. Efter nogle dage med turbulens på trænerposten i klubben var det en meget tilfreds sportschef Mette Bach Kjær, der kunne notere sig, at klubben nu har fået fjernet enhver usikkerhed om, hvor en af landets mest talentfulde målmænd spiller det kommende år. - Vi glæder os utroligt meget til at se hende på vores divisionshold, fastslår sportschefen. Susanne Graversen har spillet hele sin karriere i Fortuna Hjørring, og trods klubbens position i dansk kvindefodbold, så er det absolut ikke en hverdagsbegivenhed, at klubben selv udklækker førsteholdsspillere. Den unge målmand er selv glad for, at hun nu endelig får chancen for at træde ud af Dorthe Larsens skygge. - Det har jeg hungret efter det seneste halve år. Nu starter der et nyt kapitel, og jeg føler selv, jeg er helt klar til udfordringen. Selvfølgelig kommer der en tilvænningsperiode, når jeg skal op at spille på allerhøjeste niveau, men jeg glæder mig til udfordringen, lyder det selvsikkert fra Susanne Graversen, der ikke frygter det pres, der følger med at afløse en institution som Dorthe Larsen. - Pres er jeg vant til fra mine kampe for U19-landsholdet, hvor jeg har været med til både EM- og VM-slutrunder. Selvfølgelig får ikke Dorthe Larsens store erfaring på én gang. Vi er to forskellige personer, og folk må bare finde ud af, at målmanden nu hedder Susanne Graversen, konstaterer den nye ankerkvinde hos DM-sølvvinderne og UEFA Women's Cup-finalisterne. At der i første omgang kun er lavet en ét-årig aftale skyldes hensynet til Susanne Graversens fremtidige studieplaner. - Men der er absolut en klar mulighed for at forlænge aftalen, fastslår hun. Susanne Graversen kan iøvrigt ikke være med, når Hjørring-klubben 10. juli starter forberedelserne til den nye sæson. I dagene 9.-13. juli skal hun med U21-landsholdet spille to venskabskampe på udebane mod Tyskland. Den turnering bliver afgørende for, hvem U21-landstræner Erling Thomsen udtager til den internationalt stærkt besatte Nordic Cup, der spilles i Randers i dagene 21.-27. juli. Her er Danmark kommet i pulje med USA, Norge og Island, mens den anden pulje består af Sverige, Finland, Grækenland og Tyskland.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...