18-årig sæbynit dømt for besiddelse af 244 gram hash

SÆBY:Tirsdag blev der fældet dom over en 18-årig mand i retten i Sæby. 29. april blev han nemlig snuppet af politiet, mens han var i besiddelse af 244 gram hash. I retten tilstod den 18-årige at have været i besiddelse af den pågældende mængde hash, og han forklarede, at han havde anskaffet det euforiserende stof på teknisk skole. Hashen havde ifølge forklaringen ikke været særligt dyr - faktisk havde han nærmest fået det foræret. Baggrunden for, at hashen havde været så billig, var ifølge den 18-årige, at indholdet af hasholier havde været meget lavt. Hasholierne er med til at give stoffet den euforiserende virkning, og derfor var effekten ved at ryge noget af den pågældende mængde hash ikke særlig stor. Den 18-årige fortalte videre, at hans plan egentlig var at smide hashen ud, men det nåede han altså ikke, inden politiet foretog en ransagning på hans adresse. I retten forklarede han, at han i forbindelse med byture kan finde på at ryge hash, men han ser det ikke selv som værende et decideret misbrug. Idet den 18-årige aldrig tidligere har været i konflikt med loven, så besluttede dommer Ole Høyer, at idømme den unge sæbynit en betinget dom med en prøvetid på et år - men uden straffastsættelse. Det betyder med andre ord, at hvis den 18-årige kommer i konflikt med loven indenfor det kommende år, så vil der også blive udmålt en straf for hashbesiddelsen. Den 18-årige skal dog i tilgift betale en bøde på 1000 kroner og udgifterne til sin egen advokat.