EMNER

18-årig tyv et halvt år i fængsel

Det går stærkt her i livet, og selv om det lyder frygteligt banalt, må man tit konstatere, at det går op - og ind i mellem går det voldsomt ned. En kun 18-årig mand fra Frederikshavn fik ved et grundlovsforhør i går i retten i Sæby en dom på et halvt års fængsel. En meget tidlig tirsdag morgen brød den 18-årige ind hos Sæby Fiskeindustri sammen med tre kammerater. I øjeblikket arbejder virksomheden i døgndrift, så de var åbenbart frækt gået ind ad døren. Noget tyder på, at de var stedkendte, for de fandt frem til et kontor, hvor der var computere til en værdi af 89.000 kroner. De fjernede det dyre grej og vendte derefter tilbage til Sæby Fiskeindustri - formentlig for at gå på tyvejagt endnu engang. I et omklædningsrum var to ansatte ved at gøre klar til jobbet. Klokken var 04.00, og pludselig hørte de støj på gangen. Den 18-årige blev åbentbart lammet af frygt, da han pludselig stod ansigt til ansigt med de to medarbejdere. Han blev stående og lod sig stille og roligt anholde. I grundlovsforhøret erkendte han alt, og da han i forvejen har sparet fire måneder fængsel op - fra andre kriminelle episoder - blev den samlede dom som nævnt på seks måneders fængsel.