18 elever slutter til jul

Forældrene fulgte bestyrelsens anbefaling og lukker Lille Virgils Friskole

Skolevæsen 16. november 2011 16:12

Lille Virgils Friskole lukker til jul. Med bøjede hoveder lagde 18 forældre og medlemmer af skolekredsen formelt den kun ni og et halvt år unge friskole i graven, idet 16 stemte for lukning. To undlod at stemme. - Vi gør det med blødende hjerte, for det er jo i bund og grund et paradoks at skulle lukke på et tidspunkt, hvor vi står med en lille, men særdeles velfungerende medarbejderstab, sukker Lille Virgils sidste bestyrelsesformand Walther Simonsen. Forældreønsker om at gøre skoleåret færdigt og vente med at lukke til sommer vil bestyrelsen ikke binde an med. - Kassen er ved at være tom, og vi vil ikke risikere at skylde personalet løn. Derfor stopper vi til jul, og til gengæld lover vi forældrene at slutte med oprejst pande og lukke ned på en ordentlig måde, forsikrer Walther Simonsen. Til den tid vil elevgruppen tælle 18 børn, idet yderligere fire stopper med udgangen af november. Langt de fleste af Lille Virgils børn fortsætter på Valsgaard Skole, mens enkelte har ønsket at komme til Arden Skole.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...