18 hyldestsange til kvinden

Teatret har premiere i denne uge på sæsonens første forestilling

Niels Søren Hansen sidder ved flygelet, mens Victor Marcussen i stedet har sat sig på det.  FOTO: Jens Morten

Niels Søren Hansen sidder ved flygelet, mens Victor Marcussen i stedet har sat sig på det. FOTO: Jens Morten

Hvorfor skal der være så kedeligt på teatret i august? Skuespillerne møder friske efter ferien allerede 1. august, men alligevel er der sjældent forestillinger på teatret før til september. Sådan har det været i årevis, og ingen har egentlig spekuleret på, hvorfor det er sådan. Nu har teatret fra denne sæson hyret en ny skuespiller, Victor Marcussen, der kommer efter næsten 20 år på Århus Teater, og med ham kom mulighederne og planerne for en sommerkabaret. Skuespiller Marcussen har i lange perioder turneret sammen med pianør og kapelmester Nils Søren Hansen med forestillingen ”Pianisten og Bumsen”, der kredser om John Mogensens univers. Og på de lange turnéer har makkerparret talt om at lave en hyldestkabaret til kvinden. Og da Victor Marcussen talte ansættelse med teaterdirektør Geir Sveaas, blev denne cabaret bragt på banen. Det er måske svært at sige, hvad der kom først, ansættelsen eller kabaretten, men nu er barnet født, og forestillingen ”Alle tiders kvinde” har premiere fredag aften. - Vi har leget lidt med sangene på vores turnéer, så forestillingen er kommet stille og roligt frem, siger Victor Marcussen. - Der er tale om kendte sange, der er gjort kendte af kendte sangerinder. Vi havde omkring 100 sange i starten, og nu er vi endt på 18 i alt, fortæller Niels Søren Hansen. - Der er en rød tråd i forestillingen. Vi har i hvert fald vores røde tråd. Men derfor kan det jo godt ske, at publikum finder andre tråde at følge. Men ellers handler det om at hylde kvinden, og det sker på masser af plan: Som luder, madonna, forførerinde, den legende kvinde og meget mere. Vi dækker alle kvindens facetter, mener Victor Marcussen. - Sangene er sat sammen, så man kan lave en fortælling. De enkelte sange hænger sammen i temaer eller i modsætninger. Men hver enkelt sang taler også for sig selv. Alle sangene synges på dansk, og de udenlandske bliver sunget i de autoriserede oversættelser. Sangene dækker en periode på over 60 år. Den ældste er fra begyndelsen af 30’erne. Det er ”Hvorfor er lykken så lunefuld”, og den yngste er en sang af Anne Linnet fra 90’erne, siger Victor Marcussen. Selv om han er i kvindetøj, er det ingenlunde et dragshow. Det er mere en leg med de kvindelige sider hos manden. Der er ikke planer om at sende forestillingen på turné. I hvert fald ikke i øjeblikket, selv om d’herrer Hansen og Marcussen har turneret en del med deres John Mogensen-forestilling. Der er heller ikke tid det kommende år. Men hvis publikum kan lide forestillingen, så kan det da godt ske, at den tages op ved lejlighed. Stykket er jo færdig, og alt hvad der kræves til en turné, er et flygel og nogle lamper. Stort set. ”Alle tiders Kvinde” spiller til 3. september, og de fleste billetter er solgt.