Lokalpolitik

18 tæt-lave boliger bliver for massivt

Teknisk udvalg ønsker ikke alle parcelhusgrunde plastret til med dobbelthuse

BÆLUM:Holmsø Huset vil gerne bygge 18 tæt-lave boliger på et areal mellem Elmesvinget og Skovhusevej i Bælum. Men den plan er teknisk udvalg ikke glad for. - De vestligste arealer op mod Elmesvinget ønsker vi fortsat at udlægge til parcelhuse som i den oprindelige plan for området. Det vil nok gå noget mod forventningerne hos de nuværende beboere på Elmesvinget, hvis der pludselig skal være massiv bebyggelse i deres baghaver, mener fornanden for teknisk udvalg, Henrik Christensen (S). Derimod har udvalget ikke noget imod, at der åbnes for tæt-lave boliger i den østlige del af arealet. Men ni dobbelthuse med i alt 18 boliger bliver for meget, har man meddelt økonomiudvalget, som er ansvarlig for fysisk planlægning. Økonomiudvalget skal så tage stilling til, om kommunen skal udarbejde et nyt lokalplanforslag med teknisk udvalgs anbefalinger. Medlemmerne af teknisk udvalg er heller ikke tilfredse med ansøgerens forslag om at afskære den vejforbindelse, der går parallelt med Skovhusevej. Efter de gældende bestemmelser i partiel byvedtægt nr. 13, må der kun bygges parcelhuse i dette område af Bælum. Derfor skal der under alle omstændigheder en særlig tilladelse til, enten i form af en dispensation eller en ny lokalplan.