19-årig dødsbilist var mønsterbryder

Kvindelige spritbilister er et særsyn. Men det er måske ved at ændre sig.

Esben Christensen,
Den 19-årige kvinde, der i søndags kørte en 54-årig kvinde ihjel her i Aars, var måske et varsel om flere kvindelige spritbilister i fremtiden. Foto: Jan Pedersen
Færdselsforseelser 23. februar 2012 08:55

Det var ikke den typiske spritulykke, da en 19-årig kvinde i søndags kørte en 54-årig kvinde ihjel i Aars med en promille på over to. Spritbilisme og dertil hørende uheld er nemlig stadig et mandeproblem. Men det kan nu være ved at forandre sig, skriver politiken.dk. - Det er knageme ikke tit, man ser en ung kvinde bag rattet i så stor en brandert, men noget tyder på, at kvinderne desværre også er begyndt at slå på tæven, siger John Sckaletz, der er vicepolitikomissær ved Rigspolitiets færdselsafdeling, til politiken.dk. 10 gange så mange mænd Tal for 2010 viser, at 8000 mænd blev taget for spritkørsel, mens kun 800 kvinder blæste alkometeret op over de tilladte 0,5. Helt usædvanligt var den høje promille i Aars-sagen, da kun fire kvinder blev taget med en promille over to i 2010 og var skyld i personskader, mens 35 mænd var skyldige i det samme. Men kvinderne er altså måske på vej til at udjævne de tal. Ligestilling på spritkørslen - I og med, at kvinderne får en stærkere plads i erhvervslivet, er det ikke så mærkeligt, at de får en trafikal adfærd, der ligner mændenes. Vi vil nok se, at kvinder begynder at køre i større biler, der er stærkere og hurtigere, siger Jesper Sølund, der er dokumentationschef hos Rådet For Større Færdselssikkerhed. Og den vurdering er færdselspolitiet enig i. - Min umiddelbare vurdering er, at det bliver mere og mere almindeligt (at se kvindelige spritbilister, red.), efterhånden som ligestillingen udvikler sig, siger John Sckaletz. Ved grundlovsforhør i søndags fik den 19-årige kvinde 14 dages varetægtsfængsling, hvilket landsretten senere stadfæstede.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...