19-årig fængslet for røveri

AALBORG:Politiet i Aalborg har fået varetægtsfængslet en 19-årig mand, der sigtes for røveri mod spillestedet Spilorama i Aalborg. Her kom en maskeklædt røver ind 25. oktober og tvang med et oversavet jagtgevær ekspedienten til at udlevere kassebeholdningen på 43.000 kroner. Nogle dage efter kunne politiet anholde en 18-årig mand, der har erkendt røveriet. Han blev 16. december idømt to et halvt års fængsel. Men han har forklaret, at idemanden til røveriet er en 19-årig bekendt. Sidstnævnte har siden været i politiets søgelys og efterlyst. Da han forleden kom hjem efter længere tids ophold i Libanon, stod politiet klar til at anholde ham. Den 19-årige blev derefter varetægtsfængslet i et grundlovsforhør, hvor han nægtede at udtale sig. Han har dog ikke protesteret imod fængslingen.