19-årig fik fjerde voldsdom på et år

Hobroenser dømt for meningsløst overfald 15 timer efter sin løsladelse fra arresten

HOBRO:Meningsløst og uprovokeret. Sådan beskrev retten i Hobro det voldelige overfald, som en 19-årig hobroensisk mand stod bag for en måned siden i byens gågade. Derfor afviste dommeren al tale om betinget eller delvist betinget straf og sendte den unge mand fire måneder bag tremmer. Det talte heller ikke just i den tiltaltes favør, at han stod med sin fjerde voldssag på et år. Eller at det seneste næveangreb blev udført blot 15 timer efter, at han var sluppet ud af Hobro Arrest efter afsoning af en tidligere voldsdom. Hændelsen skete ved midnatstid 31. juli. Den 19-årige kom gående ad byens gågade og så en bekendt uden for værtshuset Bræddehytten. Denne person blev helt uden grund overfaldet. Den tiltalte erkendte, at han havde slået med flad hånd og nok også med knytnæve, men han nægtede at have sparket ofret, da dette lå hjælpeløst på gaden. Et vidne, der bor nær værtshuset, havde imidlertid set episoden, og hun kunne i retten aflevere en afgørende vidneforklaring. Forsvareren talte for en betinget dom med alkohol- og misbrugsbehandling til sin klient. Men det afviste retten - også selv om skaderne på ofret var begrænsede. Den 19-årige har siddet varetægtsfængslet siden 1. august, og han blev sendt direkte til afsoning, hvilket han undlod at kære. Han accepterede også dommen på fire måneders fængsel.