Håndbold

19-årig lyste op i stort Aalborg-nederlag

Fem mål af Nicolai Pedersen mod Team Tvis Holstebro

Nicolai Pedersen forsøger at komme på skudhold. Foto: Henrik Bo
Nicolai Pedersen forsøger at komme på skudhold. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 22:20

HOLSTEBRO: Aalborg Håndbolds smalle trup kunne ikke for alvor true Team Tvis Holstebro, der på hjemmebane vandt onsdagens ligamatch 31-23.

De regerende danske mestre kunne dog glæde sig over en lovende indsats af den kun 19-årige bagspiller Nicolai Pedersen, der ikke havde scoret i de fem foregående kampe, men denne gang tegnede sig for fem træffere og viste stort potentiale.

Aalborg måtte undvære fem skadede spillere - Tobias Aren, Martin Larsen, Marcus Mørk og Johan Jakobsson i bagkæden samt højre fløjen Stig Bugge - og de regerende mestre var dermed kun i stand til at mønstre en trup på 12 spillere, mens hjemmeholdet udfyldte alle 16 pladser på holdkortet.

Dermed blev der især trukket store veksler på Aalborgs tre bagspillere, Mads Mensah Larsen, Morten Slundt og Nicolai Pedersen, som hjemmeholdet fra start pressede hårdt i aktionerne.

Kæden hoppede af

Aalborg lod sig dog ikke kue af Tvis-føringer på 3-0 og 6-2. Anført af Morten Slundt og Håvard Tvedten med hver tre scoringer lykkedes det at reducere hjemmeholdets forspring til 9-8, men kæden hoppede af, da gæsterne i fortsættelsen forsøgte sig med kun Mensah og Slundt bagude samt Niclas Barud som ekstra stregspiller ved siden af Jacob Bagersted.

Tæt opvartning af Mensah og Slundt fik Aalborgs angrebsspil til at stivne, og Tvis scorede seks gange på stribe, inden pausestillingen lød på 16-10.

Aalborg-forsvaret virkede i første halvleg for passivt, og det var småt med redninger af Ole Erevik, der kort før pausen blev afvløst af Richard Kappelin.

Efter pausen vendte Aalborg tilbage til den normale formation, og Nicolai Pedersen brillerede med tre viljestærke træffere inden for de første otte minutter, hvor Tvis-føringen skrumpede ind til 19-15.

Nærmere nåede Aalborg ikke, og fra 27-23 kunne Tvis sætte punktum med fire mål i træk.

Nicolai Pedersen, Morten Slundt og Håvard Tvedten delte topscorerværdigheden hos Aalborg med hver fem mål. For en sjælden gang kom Mads Mensah Larsen slet ikke på scoringslisten.

Den amputerede Aalborg-trup får ikke lang tid til at slikke sårene, før der venter opgaver af endnu større sværhedsgrad.

På søndag får cheftræner Nikolaj Jacobsens tropper besøg af Hamburgs forsvarende mestre i Champions League, og i samme turnering venter Gorenje Velenje på udebane blot tre dage senere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden