19-årig mand udsat for gaderøveri

AALBORG:Politiet var endnu i aftes på jagt efter to unge mænd, der i går morges kort før klokken otte overfaldt en 19-årig mand fra Aalborg og frarøvede ham sine ejendele. Den 19-årige var sammen med en kammerat på vej hjem fra en bytur, da de fik følgeskab af de to unge mænd, som de begyndte at snakke med. Men ved Medborgerhuset i Rendsburggade blev den 19-årige pludselig sparket ned og fik at vide, at han skulle forholde sig i ro, fordi han skulle rulles. Ifølge Frank Liltorp fra Nordjyllands Politi blev den 19-årige overfaldet med spark og slag og truet med, at der ville blive anvendt en kniv. Tyvene slap af sted med ipod, buskort, tegnebog og en mobiltelefon. Ifølge Frank Liltorp har Nordjyllands Politi en formodning om, hvem gerningsmændene er, men vil gerne høre fra vidner, der kan bidrage med oplysninger. Gerningsmændene beskrives som mørke i huden, og den ene og mest aggressive mand vurderes til at være 18 år. Han kaldte sig Hassan og er meget høj, omkring 190 cm. Ifølge signalementet er han meget tynd, har kort mørkt hår og var iført ¿hip-hop¿-lignende tøj med en farverig trøje med hætte, sort hue med hvid inskription. Den anden mand beskrives ligeledes som 18 år, lidt kraftigere af bygning, han er omkring 160-170 centimeter høj og har kort mørkt hår. Han var ligeledes iført ¿hip-hop¿-lignende tøj med en farverig trøje med hætte.