19-årig surrogat- fængslet

Mælede ikke et ord i retten

Aalborg 5. september 2002 08:00

AALBORG: Det fuldstændig tomme i blik i øjnene udtrykte næsten alt det, som en 19-årig mand ellers ikke ville tale om, da han i går blev fremstillet i retten og varetægtstfængslet i fire uger. Sigtet for grov vold ved at have stukket en kniv i sin mors nye mand tirsdag eftermiddag i en kolonihaveforening i Aalborg Øst. Den unge mand mælede ikke et ord i retten. Selv dommerens helt uskyldige spørgsmål, om han kunne oplyse sit navn, blev mødt med larmende tavshed. Forsvarsadvokaten forsøgte flere gange at få den 19-årige til at løsne op, men kroppen forblev ubevægelig, hovedet bøjet og blikket fast rettet ned i gulvet. Men på baggrund af de forklaringer, som politiet i øvrigt har indhentet i sagen, valgte dommeren at fængsle den 19-årige. Tillige blev det bestemt, at han skal anbringes i surrogat på en psykiatrisk afdeling. Og at der skal iværksættes en mentalundersøgelse. Under retsmødet kom der flere oplysninger om, at den unge mand er kendt som misbruger, hvilket han heller ikke kommenterede. Råbte og skreg Knivdramaet fandt sted ved 14.30-tiden tirsdag. Moderens kæreste blev indlagt med hul i mavesækken og en kraftig blødning i bughulen. Han er dog i klar bedring. I forbindelse med anholdelsen tirsdag aften forklarede den 19-årige politiet, at han efter knivstikkeriet var stukket af. Han havde snuppet buslinie 7 ind til byen og havde på Burger King skiftet sin blodige trøje. Kniven havde han smidt fra sig undervejs. De øvrige har forklaret, at den unge mand var noget oppe at køre, da han tirsdag eftermiddag indfandt sig i kolonihavehuset i Budumvang. Moderens kæreste har til politiet oplyst, at stedsønnen råbte og skreg til sin mor i 10 minutter, blandt andet at "nu var det ham, der bestemte". Desuden havde han tævet løs på sin mor med flad hånd. Stedfaderen ville lægge sig imellem, og i den forbindelse opstod der tumult. Under håndgemænget blev han stukket i maven med en ukendt kniv. Hash på bordet Moderen har over for politiet bekræftet, at hendes søn er stofmisbruger, og at han to gange samme dage havde ringet og sagt til hende, at han ville stikke hende med kniv. Det tog hun dog ikke videre notits af. Da den 19-årige blev anholdt tirsdag aften på en adresse på Hobrovej, var han sammen med to kammerater. Ifølge politiet virkede alle tre påvirkede af stoffer, og på et bord lå en klump hash.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...