Tyverier

19-årig udvist efter olietyveri

AALBORG:Efter et par ugers varetægtsfængsling i Aalborg er en 19-årig, litauisk mand nu blevet udvist til sit hjemland og har fået besked på, at han ikke må rejse ind i Danmark før tidligst 1. august næste år. Fremmedafdelingen hos Aalborg Politi har afleveret ham i Litauen. Udvisningen er en konsekvens af en dom fra Retten i Aalborg, hvor litaueren blev dømt for tyveri og ulovlig våbenbesiddelse. Han fik også en bøde på 6000 kroner - de 1000 kroner for at have stjålet dieselolie og de 5000 kroner for at have været i besiddelse af en ulovlig butterflykniv. Sammen med en 26-årig landsmand blev den 19-årige for godt to uger siden afsløret på fersk gerning, da makkerparret på en rasteplads ved Støvring var ved at suge dieselolie op af en lastbils tank. Lastbilens chauffør lå i sin bil og sov, da han hørte larm og opdagede de to litaueres skumle forehavende. Han slog alarm til politiet, der kort efter kunne anholde tyvene. I deres bil fandt politiet masser af formodede tyvekoster, blandt andet barbermaskiner, tøj, PlayStation-maskiner og 34 helt nye tandbørstehoveder til elektrisk tandbørstning. Alle varerne blev beslaglagt, men da de to mænd dagen efter blev fremstillet i grundlovsforhør, mente dommeren, at det ikke var bevist, at der var tale om tyvekoster. Den 34-årige blev derfor løsladt og fik udleveret varerne, hvorefter han som EU-borger frit kunne rejse videre. Forinden betalte han den bøde på 1000 kroner, som var prisen for olietyveriet. Helt så let gik det altså ikke for den 19-årige medgerningsmand, som blev fængslet i 14 dage. Det skyldtes, at han i forvejen havde et indrejseforbud i Danmark og skyldte en større bøde. Nu er indrejseforbuddet så blevet fornyet, bødekravet er blevet endnu større, og manden har fået en advarsel for at have overtrådt det oprindelige indrejseforbud.