Tyverier

19-årige fængslet for tyveri i Hannerup

Politiet har angiveligt opklaret weekendens tyveri fra Hannerup Fiskeri, Søndermarksvej 34. I går blev en 19-årig mand fra Hobroegnen fremstillet i Retten i Hobro og varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for tyveriet på dambruget. Ved tyveriet forsvandt værdier for op mod 100.000 kroner. Blandt andet blev der stjålet en firhjulet Honda TRX motorcykel, en CO2 svejser og andet værktøj. Politiet kom på sporet af den 19-årige, og ved ransagninger på flere adresser dukkede de fleste af tyvekosterne op. I den forbindelse er to personer fra Hobro-egnen sigtet for hæleri ved at have aftaget de stjålne varer. Den 19-årige nægter sig skyldig, men han kærede ikke rettens afgørelse om varetægtsfængsling. Den unge mand er tidligere dømt for tyverier og vold, og det er blandt andet derfor, at domstolen skrider til fængsling.