19 af 55 rapporter fra Aarhus Universitet manglede kontrakt

Aarhus Universitet undlod at oplyse om manglende kontrakter i rapporter undersøgt efter oksekødssagen.

Aarhus Universitet har tilbageholdt oplysninger om manglende juridiske kontrakter i mere end en tredjedel af eksternt finansierede forskningsprojekter fra forskningscentret bag den omtalte omstridte oksekødsrapport, skriver Information. (Arkivfoto).

Aarhus Universitet har tilbageholdt oplysninger om manglende juridiske kontrakter i mere end en tredjedel af eksternt finansierede forskningsprojekter fra forskningscentret bag den omtalte omstridte oksekødsrapport, skriver Information. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Aarhus Universitet har tilbageholdt for offentligheden, at der i 19 ud af 55 eksternt finansierede forskningsprojekter fra forskningscentret bag den omtalte oksekødsrapport har manglet en juridisk kontrakt mellem universitetet og bevillingsgiver.

Det på trods af, at Aarhus Universitet selv har afdækket omfanget af manglende kontrakter som led i en undersøgelse af 55 eksternt finansierede rapporter.

Det skriver Information.

Undersøgelsen blev igangsat efter sagen om oksekødsrapporten, hvor forskere på Aarhus Universitet lod Landbrug & Fødevarer og Danish Crown påvirke en rapport om klimaaftrykket fra oksekød.

Da universitetet offentliggjorde resultatet af undersøgelsen først i november, fremgik det, at der kun i tre af rapporterne var fundet "kritisable mangler".

Men universitetet har ikke oplyst, at der i mere end en tredjedel af de undersøgte rapporter manglede en kontrakt.

- Det ser ikke godt ud for Aarhus Universitet, siger professor emeritus på Københavns Universitet og ekspert i forskningsetik Heine Andersen.

- Det er ikke særlig seriøst, at man efter oksekødsrapporten laver en undersøgelse for at se, om der er begået fejl i andre rapporter, og så tilbageholder man centrale ting, der er kommet frem i den undersøgelse.

Konstitueret dekan på Science and Technology på Aarhus Universitet Lars Henrik Andersen anerkender vigtigheden af kontrakter, når universitetet laver forskning med ekstern finansiering.

- Miseren er jo, at mange af de her fejl kunne være være klaret, hvis der havde været en ordentlig kontrakt. Det er det, vi arbejder frem imod. Men det kontraktlige forhold er jo ikke det samme som forskningsresultatet. Der må vi lige skelne lidt, siger han.

Undersøgelsen fra Aarhus Universitet er tidligere blevet kritiseret af udenforstående eksperter for at være både uigennemskuelig, mangelfuld og problematisk.

Eksperterne vurderede, at der udover de manglende kontrakter reelt er tale om flere alvorlige fejl og mangler i de undersøgte rapporter, end hvad universitetet hævder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.