19 børn dræbt af lyn i Uganda

Kampala: Et lynnedslag i en skole i det vestlige Uganda har kostet 19 børn livet og såret 50 andre. Lynet slog ned tirsdag i Runyanya-skolen i Kiryandongo-distriktet, ca. 225 km nordvest for hovedstaden, Kampala. 18 skolebørn blev dræbt på stedet, mens yderligere en døde senere af sine brandsår, siger en talskvinde for politiet, Judith Nabakooba, til nyhedsbureauet AFP. - De sårede blev bragt til et nærliggende hospital, og 15 af dem, der var alvorligt sårede, er blevet overført til Mulago-hospitalet i Kampala, forklarer Nabakooba. Lokale medier oplyser, at andre 21 børn blev forbrændt tirsdag, da et lyn slog ned i en skole i Zombo-distriktet, ca. 380 km nord for Kampala. Politiet har ikke bekræftet denne episode. Charles Basalirwa, leder af det meteorologiske institut på Kampalas Makerere-universitet, siger til AFP, at antallet af ulykker i forbindelse med lyn er taget betydeligt til på det seneste./ritzau/AFP