Udland

19 dræbt og tusinder drevet på flugt i Nigeria

Bevæbnede grupper slog til tre steder i Nigeria i konflikt om religion og jord.

19 dræbt og tusinder drevet på flugt i Nigeria

Mindst 19 mennesker blev dræbt og omkring 4500 blev tvunget på flugt væk fra deres hjem, da bevæbnede grupper i weekenden angreb mindst tre bysamfund i det centrale Nigeria, siger lokale embedsmænd i det afrikanske land.

- På de lister, vi har udarbejdet, er det samlede antal dræbte på 19. Blandt de dræbte er kvinder og børn. Vi formoder, gerningsmændene er muslimske fulani-nomader, siger den lokale regeringsembedsmand Kumai Badu om volden i Kaura distriktet i delstaten Kaduna.

Angrebene indgår i langvarige stridigheder mellem de muslimske fulani-nomader og den overvejende kristne etniske gruppe atakar, som er farmere. Konflikten gælder første og fremmest retten til jorden i området.

Den sydlige delstat Kaduna stat, hvor angrebene skete, ligger i et midterbælte, som deler det overvejende muslimske nordlige Nigeria fra det oversende kristne sydlige Nigeria.

Snesevis af mennesker er blevet dræbt i de seneste uger ved lignende etnisk vold.

Den islamistiske gruppe Boko Haram har intensiveret angreb forskellige steder i Nigeria over de senere år. Det anslås, at omkring 3000 mennesker har mistet livet i den nordlige og centrale del af landet på grund af Boko Harams forbrydelser.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.