19 fanget af tidevandet

MORECAMBE: Myndighederne i England mistænker en menneskesmugler-mafia for at være årsag til tragedien i det nordvestlige England, hvor 19 illegale indvandrere omkom, da de under indsamling af muslinger blev fanget af tidevandet i Morecambe-bugten. Sent fredag var dødstallet opgjort til 19, efter at myndighederne i det forløbne døgn havde eftersøgt en gruppe muslingesamlere, der var kommet i knibe på grund af tidevandet. En omfattende eftersøgning med flere helikoptere og redningsbåde blev sat i værk torsdag aften. Af i alt 16 overlevende er der 14 kinesere og to europæere, oplyste myndighederne. Alle ofre menes at være teenagere eller i 20-årsalderen. Ifølge det britiske indenrigsministerium er de implicerede blevet smuglet til Storbritannien for at arbejde med indsamlingen af de dyre hjertemuslinger i bugten, hvor der nogle steder er dybt mudder. - Tidevandet kommer ind hurtigere, end en mand kan løbe. Det er et smukt område, men det er farligt, hvis man ikke ved, hvad man gør, sagde en lokal turistguide, Alan Sledmore. /ritzau/AFP