Lokalpolitik

19 vil være topchef

TERNDRUP:19 ansøgninger var landet på rådhuset i Terndrup, da fristen for at søge stillingen som kommunaldirektør i Skørping Kommune udløb i går. Meget mere kan offentligheden så heller ikke få at vide på nuværende tidspunkt, beklager den konstituerede kommunaldirektør Palle Juul Hansen, som til daglig er kommunens sekretariatschef og personalechef. - Der er både kvinder og mænd blandt ansøgerne, oplyser han dog, men vil ikke angive det nærmere antal ansøgere inden for hvert køn. - Ansættelser og forfremmelser i offentlig tjeneste er nemlig hemmelige, mens afskedigelser mærkeligt nok ikke er det, forklarer Palle Juul Hansen, jurist af uddannelse. Derfor bliver det formentlig først efter byrådsmødet 12. februar, at kommunens borgere kan blive yderligere oplyste om sagen. På det tidspunkt skulle det efter planen kunne meddeles, hvem byrådet har besluttet sig for at ansætte i stillingen som kommunens topchef. Inden da skal der arbejdes - hemmeligt - på de indre linier. I næste uge begynder ansættelseskonsulenten at se nærmere på ansøgerne, laver ekstrakter af ansøgningerne og prioriterer en håndfuld af dem. Altsammen for at grovsortere og lette ansættelsesudvalgets arbejde. Ansættelsesudvalget består i dette tilfælde af de syv politikere i økonomiudvalget, en repræsentant for Hovedudvalget (medarbejderne) og en repræsentant fra chefgruppen, forvaltningschef Bruno Borella. Ansættelsesudvalget beslutter formentlig også i næste uge, om man kan følge konsulentens anbefalinger, eller om udvalget ønsker at indkalde nogle helt andre til ansættelsessamtalerne, som skal finde sted tirsdag 28. januar. Ansættelsesudvalget får naturligvis adgang til hele ansøgningsmaterialet, selv om konsulenten, som Skørping har hyret af Aalborg Kommune, sorterer og analyserer i det. Inden ansættelsessamtalerne vil konsulenten gennemføre nogle tests af de indkaldte ansøgere. Den endelige beslutning tager byrådet så 12. februar efter indstilling fra ansættelsesudvalget.