Miljø

190 havskildpadder fryser ihjel ud for Cape Cod i USA

Lave temperaturer og stærke vinde er årsag til, at 190 skildpadder er frosset ihjel i det nordøstlige USA.

Mange havskildpadder er ikke forberedt på det kolde vejr, når de ankommer til Cape Cod i november. Det kan i værste fald koste dem livet. (Arkivfoto)

Mange havskildpadder er ikke forberedt på det kolde vejr, når de ankommer til Cape Cod i november. Det kan i værste fald koste dem livet. (Arkivfoto)

CAPE COD: Omkring 190 migrerende havskildpadder er fundet frosset ihjel ud for halvøen Cape Cod i det nordøstlige USA.

Ifølge naturfredningsforeningen Mass Audubon skyldes det et ekstraordinært vejrsystem med voldsomme vinde, lave temperaturer og højvande.

Det fortæller foreningens direktør, Bob Prescott, til NBC News.

- Mange af skildpadderne blev fundet frosset ihjel, mens de stadig befandt sig i vandet, siger han.

Det voldsomme vejrsystem gjorde havskildpadderne "uarbejdsdygtige", tilføjer han.

Foreningen Mass Audubon har i denne sæson alene fundet over 400 døde havskildpadder.

Det skyldes ifølge forskere, at timingen for skildpaddernes vandring har ændret sig, hvorved risikoen for, at de fryser ihjel, er øget.

Tilbage i 1990'erne plejede havskildpadderne at ankomme til Cape Cod-området i oktober. Nu går de først i land i november, hvor vandet er væsentligt koldere.

- Havskildpadderne bevæger sig længere mod nord langs vores kyst eller sydpå mod den sydligere halvkugle, idet vandet bliver varmere og varmere, og skildpadderne udvider deres områder, siger biolog Wallace J. Nichols fra California Academy of Sciences.

- Så når vi får disse hurtige skift fra varmt til køligere, så vil de skildpadder, der ikke er nået sydpå, komme i problemer, siger han.

Havskildpadder migrerer hele livet og rejser tusindvis af kilometer for at spise og lægge æg.

Ifølge Wallace J. Nichols har en bevaringsindsats de senere år hjulpet med at stabilisere bestanden af havskildpadder. Det betyder også, at havskildpadderne i løbet af de senere år har fundet vej til steder, som de ikke har besøgt i årevis.

Dog betyder skiftende temperaturer, at de ikke er forberedt på, hvad de møder i disse områder.

/ritzau/