1901 i årets Tour de Pedal

EMNER 3. juni 2003 08:00
HJØRRING: Sidste etape af dette års Tour de Pedal er nu kørt, og sidste tur udgik fra Føtex op til weekenden. Det flotte cyklevejr fik 170 cyklister til at møde op til en tur på godt 14 km ud i Hjørring og omegn. Formanden for Hjørring Firma Sport, Per Møller Jensen, har nu gjort resultatet op, og i alt 1901 cyklister har deltaget i de 15 ture, og det er desværre det laveste antal deltagere i mange år. - Hvor langt det rækker på landsplan, ved vi om en uges tid, men før sidste uge lå vi på en 7. plads - en lille smule efter Brønderslev, som vi plejer at konkurrere imod, siger Per Møller Jensen. Hjørring Firma Sport har dog ikke opgivet, men regner med at komme stærkt igen til næste år. Det samlede antal cyklister, som Per Møller Jensen har sendt ud siden 1986, nærmer sig de 50.000, og det er et tal, som Hjørring Firma Sport havde håbet at nå i år. - Det gjorde vi ikke, men helt sikkert - det gør vi næste år, lyder det fra formanden. Ud over aftenens præmier var der også to nye cykler på højkant, og her blev vinderne Jens Højen, Østre Allé, og Hanne Nielsen, Kildebo, udtrukket blandt hele månedens startkort. Som en lille afslutning for de byer i Nordjylland, der er med i Tour de Pedal, arrangerer amtskredsen hvert år en cykletur. I år er det fra Sæby, og turen foregår lørdag eftermiddag 21. juni med udgangspunkt fra Store Toftelund i Sæby. Der cykles cirka 30 km, og der gøres holdt flere steder. -sand
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...