2,5 års fængsel i narkosag

En ung himmerlænding blev i dag idømt to et halvt års fængsel ved retten i Hobro. Han er kendt skyldig i dels at købe, dels at bestille en større mængde narkotika.

Den 23-årige Peter Biriboduwoni Jensen bestilte i januar 1 kilo amfetamin og senere 1000 ecstasypiller hos to forskellige personer. De to bagmænd sidder stadig varetægtsfængslet i den omfattende sag om narkohandler, der har fundet sted i området omkring Hobro, Hadsund og Mariager. Dommen i dag var den tredje i sagen, som Hobro Politi har efterforsket siden december sidste år.