2,5 millioner EU-kroner til Skagen

Nyt projekt giver uddannelse til 12 personer på Virksomheden Skagen

Uddannelse 12. december 2004 05:00

SKAGEN: EU har netop bevilget 2,5 millioner kroner til et miljøprojekt, der kan få stor betydning for blandt andet Virksomheden Skagen. - Projektet er lavet i samarbejde med Skagen Uddannelses Center og Skagen Truck Service, og det er planen, at der skal visiteres 20 personer fra Virksomheden Skagen til projektet, oplyser formanden for social- og sundhedsudvalget, Bjarne Kvist (S). Virksomheden Skagen har de seneste tre år samarbejdet med Skagen Truck Service omkring opskæring af fiskenet og klargøring af disse til granulering, og to tidligere medarbejdere i Virksomheden Skagen har i den forbindelse fået varig beskæftigelse hos Skagen Truck Service, den ene i ordinært job og den anden i flexjob. - Vi venter også, at det nye projekt vil kunne give flere ordinære arbejdspladser i fremtiden. Samtidig vil projektet også være med til at løse et problem for de lokale firmaer med hensyn til bortskaffelse af plastik og net, og det vil også være til gavn for miljøet, fastslår Bjarne Kvist. Arbejdet med at opskære fiskegarn og granulering af disse og andet plastaffald rummer nemlig store muligheder for, at der kan ansættes medarbejdere på særlige vilkår og under særlige hensyn, og dermed er der med dette projekt en mulighed for sammen med virksomheder på Skagen Havn at skabe rammer for en række job på særlige vilkår. Planen er, at der skal uddannes minimum 12 af Virksomheden Skagens medarbejdere til at kunne varetage alle opgaver vedrørende håndtering og klargøring af plastaffald til genanvendelse, og at hovedvægten skal lægges på det praktiske arbejde med at sortere, granulere og pakke de forskellige typer plastik. Det er desuden planen, at de samme personer skal uddannes til at kunne gå ud i lokale virksomheder og gennemgå de forskellige affaldstyper og vurdere, hvilke produkter der kan genanvendes, ligesom de også skal kunne hjælpe virksomhederne med at sætte sorteringen i system. Projektet bliver indledt lige efter nytår, hvor januar skal bruges til visitering til projektet, mens deltagerne ventes at være klar til at komme i gang omkring 1. februar.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...