2.tv.

Lisbeth Pedersen holder af et liv i al fredsommelighed hjemme bag gardinerne i Bornholmsgade, hvor hun helst passer sig selv. I weekenderne går hun dog i byen og nyder livet.

ØGADEKVARTERET:På anden til venstre har Lisbeth Pedersen netop trukket tæppet af stuegulvet og blottet plankerne, der kunne udgøre det smukkeste trægulv. Men sådan skal det nu ikke være, for kvinden i lejligheden er så absolut til gulvtæpper. - Jeg har haft en mandlig overnattende gæst, der tabte en glød, så jeg skal i Tæppeland for at råde bod på det, forklarer Lisbeth, der selv er ikke ryger og godt træt af bekendtskabet, som trods alt smed et par tusinde til den nye investering. Selvom Lisbeth har boet i Bornholmsgade i snart 16 år, er hun ikke Aalborg-pige. - Jeg kommer fra Torsted og flyttede hertil efter en skilsmisse. Jeg havde været så dum at flytte direkte hjemmefra mine forældre og sammen med en mand. Det skal man ikke gøre, konkluderer hun eftertænksomt. Sammen nåede parret at få to børn. Jane og Jan. Jane på 18 somre er for længst flyttet fra lejligheden. Hun arbejder som servitrice på et værtshus længere inde i byen. Jan på 14 bor her under samme tag og går i syvende klasse i den lokale folkeskole, Sønderbroskolen, bare få hundrede meter længere henne ad gaden. - Han kom et år for sent i skole og skal konfirmeres til foråret. Faktisk ville jeg gerne have haft, at han havde ventet endnu længere med at komme i skole, men det måtte han ikke. I starten troede de, at han var døv og dum. Men det er han slet ikke. Indimellem har han bare haft lidt svært ved at forstå en besked, forklarer moderen og fortæller, at Jan vist nok skal på produktionsskole efter sommerferien. Selv er Lisbeth arbejdsløs og på understøttelse. Rent faktisk er hun uddannet kosmetolog og netop også servicemedarbejder. - Men allerhelst går jeg rundt herhjemme og hygger mig, erkender Lisbeth, der holder meget af det at gå og passe sig selv. Den hjemmegående går ind for borgerløn. Og hun tror ikke, at mange ville vælge arbejdet fra, hvis den blev indført. - Personligt har jeg ikke brug for at stå op til noget bestemt eller sætter en særlig ære i at tjene mine egne penge. Jeg tudser gerne lidt rundt inde i byen, strikker og ser lidt fjernsyn. Jeg ser ikke noget bestemt. Det er mest tidsfordriv, bemærker den enlige mor på 44 år, der føler sig hjemme i Bornholmsgade. - Her vil jeg dø. Jeg holder af de skæve vægge og de knirkende gulve. Og så holder bussen lige udenfor døren. Hvad mere kan man forlange af livet? Spørgsmålet hænger i stuen, da sønne Jan dukker op efter endt skoledag. - Jeg hader at gå i skole, proklamerer den rødkindede dreng med tornysteret på ryggen og krammer sin mor i sofaen. Sammen har de et godt liv, mener Lisbeth. - Et godt liv er for mig ikke mange penge og vild luksus. For mig er det kærlighed og nærvær til mine børn - samt et godt helbred. Jeg gør næsten, som det passer mig i livet. Stort set hver weekend tager jeg i byen og morer mig, når Jan er hos sin far. Jeg tager på kro eller sætter mig i baren hos min datter. Det nyder jeg. Så bruger jeg bagefter hverdagene til at lade op igen. Lisbeth drømmer ikke om eventyrrejser. Udlængslen plager hende ikke. - Jeg er udpræget hjemmemenneske - sikkert også mere end godt er. Hver sommer tager familien på en dagstur til Blokhus. Med den er min lyst styret. I sjette klasse var jeg med skolen på Bornholm. Det var et mareridt, husker kvinden, der har gjort sig klar til valgkamp. - For hvis man ikke stemmer, så har man heller ikke ret til at brokke sig, mener hun og griner højlydt. Krydset sættes som sædvanligt ved Socialdemokraterne. Trofastheden holder dog ikke til lokale valg, hvor Henning G. endnu ikke har fået en stemme fra damen på anden til venstre henne i Bornholmsgade 53, hvor altså Lisbeth har tænkt sig at blive hængende tiden ud, selvom hun ikke rigtigt tager del i fællesarrangementerne og de andre sociale tiltag, der med mellemrum drysses ud over beboerne i Aalborg Boligforening af 1941.