2 x 25 minutter

Daglig meditation kan gøre en bedre til at fokusere på nuet og dermed mindske stress, mener Asger F. Knudsen, partner i firmaet Zenmind. Foto: Scanpix

Daglig meditation kan gøre en bedre til at fokusere på nuet og dermed mindske stress, mener Asger F. Knudsen, partner i firmaet Zenmind. Foto: Scanpix

Når Asger F. Knudsen skal forklare, hvorfor han selv mediterer minimum to gange 25 minutter hver dag og endog gør det i døgndrift en hel uge af gangen et par gange i løbet af året, går han direkte hen til ordet ansvar. - Man skal gøre sig i stand til at tage ansvar for sit eget liv. Det kan meditationen hjælpe med, siger han, der er partner i firmaet Zenmind. Her uddannes bl.a. stresskonsulenter og ledere, der kan lære sig selv og andre at få roen ind i arbejdsdagen. Det gør dem ikke bare mere effektive, de bliver også mere tilpas. I meditationen lader man tankerne komme, men puffer dem væk, som var de balloner - uden at tage stilling til dem. Hver gang, man skubber dem til side, mister de lidt af luften, så de til sidst er væk. Og man har ro på. - Vi har bundet alt for meget energi i tanker om fortid og fremtid i stedet for at være til stede i nuet. Det kan man lære at være gennem meditation, med åndedrætsøvelser, koncentration, siger Asger F. Knudsen, der selv er kristen, men hvis kurser bygger på metoder og filosofi fra zenbuddhismen. - Bøn er fantastisk godt for nogle, men vores metode er ikke rettet mod f.eks. at lægge noget over til Gud, men mod at tage ansvar for sig selv, siger Asger F. Knudsen.