20.000 ind til nødhjælp
Søndag var 25 frivillige indsamlere ude at samle penge ind til Folkekirkens Nødhjælp i Brønderslev, og det kom der cirka 20.000 kroner i ud af.

Folk i Brønderslev bidrog til Folkekirkens Nødhjælp med ca. 20.000 kroner. Arkivfoto: Erik Sahl
Det er cirka 3000 kroner mere end sidste år, oplyser indsamlingsleder i Brønderslev, Anders B. Hummelmose. - På sin vis er jeg tilfreds, men på den anden side kunne jeg også godt tænke mig, at vi var nogle flere indsamlere, så vi må blive bedre til at finde flere indsamlere næste år, så tror jeg også vi kan nå et bedre resultat. Men jeg er glad ved alle dem, der har hjulpet, siger han. Indsamlerne får i gennemsnit cirka 800 kroner ind, og jo flere indsamlere, jo flere penge kommer der ind. Anders B. Hummelmose fortæller, at det var en kold dag for indsamlerne at gå rundt på, og at de blev godt modtaget. - Jeg tror folk er præget af, at der er mange indsamlinger, men folk blev godt modtaget, siger han. Indsamlingen er en landsdækkende begivenhed.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.