EMNER

20 år må være nok

Her i februar er det 20 år siden, at Maastricht-traktaten blev underskrevet, en traktat, som sidenhen er blevet efterfulgt af adskillige andre med navne fra deres vedtagelsessteder, såsom Edinburgh-aftalen (1992), Amsterdam-traktaten (1997), Nice-traktaten (2001) og Lissabon-traktaten (2007) og flere følger antageligt efter.

Det fælles for traktaterne er, at de alle har søgt en yderligere sammenkøring af EU til en egentlig union med mere central styring og mindre suverænitet til enkeltstaterne, så flere og flere beslutninger kan tages i Bruxelles. Det er for længst gået for vidt, og i lyset af de seneste års mange finansspekulationer må vi i dag erkende, at vi er kommet i selskab med en række utroværdige og uansvarlige lande, lande som er fremmede og distancerede fra os i tænke- og handlemåde, lande som har ladet stå til, og som vi godtroende har forventet selv ville tage ansvar for deres interne økonomiske problemer. Når man har set, hvordan lande som Grækenland, Italien, Spanien og Irland har forvaltet det fælles økonomiske ansvar, må man bekymre sig. Disse lande har i ukontrolleret opportunisme og naiv optimisme levet over evne på lån og oppustede boligværdier. Vi er for øjeblikket 27 medlemslande, og nationer som Tyrkiet og Kroatien trænger sig på, og de skal nok komme med. Det må høre op. Tyve år med Maastricht-traktaten er nok. Vi må ud af EU og knytte os mere til vore naturlige nordiske partnere. Frem til 1989 havde vi et overskueligt EF, men med genforeningen af Tyskland i 1989 kom der gang i en videreudvikling, som mundede ud i Maastricht-traktaten, hvor den egentlige unionstanke blev formuleret. Heldigvis har vi da via de danske forbehold sikret os nogen grad af selvbestemmelse, men sidste forrige uges forhandlinger i EU omkring en finanspagt tyder på, at regeringen ønsker os med på niveau med eurolandene, hvilket vil sige yderligere begrænsninger af den danske selvstændighed og en opgivelse af at ville løse problemerne selv. Europa trænger tydeligvis til en ny start. Fællesskaber kan være godt, men med den sparementalitet, der lægges for dagen i Tyskland, vil der typisk ske en forøgelse af krisen, hvor hjemlige vækstinitiativer og investeringer senest i 1990rne har vist sig at være vejen frem. Når man ser tilbage på effektiviteten af de første 100 dage af den nyudnævnte danske regering, kan man kun bekymre sig, men man må hilse vækstinitiativerne velkomne, selvom regeringen på mange måder synes selv at bremse disse med diverse afgifter. Vi skal producere og ikke spare os ud af krisen, og vi må sætte initiativer i gang, der kan skabe ny produktion i stedet for den industriproduktion, som er under udfasning til Østeuropa og Fjernøsten. Det ser på ingen måde ud til, at EU generelt vil hjælpe til hermed. Selvom der er en passus om en slags Robin Hood - afgift på økonomiske transaktioner - for at dæmpe kursmanipulationer og insiderhandler - så betyder det i den sidste ende blot yderligere stagnation og måske endda tilbagegang. Norge har klaret sig godt uden EU, og Sverige har undgået krisen, så et samarbejde her er langt mere relevant. Så med den ringe interesse, der er for EU i Danmark og den generelt store modstand på indvandrerområdet og i kraft af forbeholdene, som politikerne tydeligvis ikke vover at sende til genvalg, bør denne valgperiode være vores sidste. Vi kan klare os selv. Vil være fri for tyranniet fra Bruxelles. Tyve år med konsekvenser af Maastricht-traktaten må være nok!