20 år med musik på Halkær

De gamle drenge er rigt repræsenteret på forårets musikprogram

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Billy Cross, 65 år, har blandt andre knægten Aske Jacoby, 48, med i Halkær.

I 2012 er det 20 år siden, Halkær Kro åbnede dørene til det, der siden har udviklet sig til et etableret rytmisk spillested med særlig flair for folkemusik i alle dens afskygninger. Det lille jubilæum markeres blandt andet med masser af musik, sammensat af kroens musikforening med det lidet mundrette navn "Nordboerne, Kelterne & Økologerne". Og i forhold til mange af de optrædendes alder er kroens 20-årige levetid for intet at regne. Fra Jesper Thilo over Niels Hausgaard og Peter Bastian til Kasper Vogel. Det er alle modne mænd, der forlængst kunne have trukket stikket, hvis de ellers havde lyst. - Det svarer jo meget godt til alderen på det publikum, vi primært henvender os til. Men de har altså også noget at komme med, de musikere, der har været med i mange år. Man får meget for pengene, siger formand og chefbooker Eskil Romme. Han påpeger, at Halkær Kro også fornyer sig fra år til år. Blandt andet er kroen i de senere år begyndt at præsentere jazz på højt niveau, og den satsning fortsætter. Forårsprogrammet starter lørdag 14. januar netop med en jazzaften, hvor en af dansk jazz' grand old men, Jesper Thilo, spiller op, akkompagneret af nordjyderne Søren Lundbye, Villy Moesgaard, Olav Gudnason og Henrik Vardinghus. Aftenen byder også på ny dansk jazz med Pernille Bévorts band Radio Bévort. 24. januar er Niels Hausgaard og Signe Svendsen på kroen til en forlængst udsolgt optræden, og 28. januar fejrer Halkær Kro traditionen tro den skotske nationalpoet Robert Burns' fødselsdag (25. januar 1759) med haggis, maltwhisky, sækkepibe, highland dancing og traditionel skotsk folkemusik med Mike Whellans og Rod Sinclair. 16. februar gælder det et af de største navne inden for irsk folkemusik, Frankie Gavin og Dedannan, og lørdag 3. marts er Burnin' Red Ivanhoe (Karsten Vogel, Kim Menzer og Ole Fick) klar til at levere en gang bedstefarrock. Det engelske folkrockband Coast er på scenen 17. marts, og der er mere folkemusik 31. marts med Bugge & Jensen Band, Spælimenninir í Hoydølum fra Færøerne samt den dansk/færøske musiker Kristian Blak. Billy Cross Band og Bazaar, begge velkendte navne i Halkær-regi, kommer forbi henholdsvis 14. april og 3. maj, og forårsprogrammet afsluttes med en skotsk/irsk aften lørdag 12. maj, hvor skotterne Dick Gaughan og Rod Sinclair battler med irerne Cathal McConnell, Gerry O'Connor, Martin Quinn og Martin O'Hare. Og så er Halkær Kro ellers klar til sommeren, der bydes velkommen med årets Halkær Festival. Her optræder blandt andre Benny Holst Trio, Habadekuk, islandske South River Band og Cimbaliband fra Ungarn. Selve 20 års jubilæet fejres 24. november med blandt andre Oyster Band og Moussa Diallo på programmet.