20 år som selvstændig frisørmester

Det begyndte i det små - nu har Jonna Ørslev Andersen syv saloner

ØSTERVRÅ:Den 1. august er det 20 års siden frisørmester Jonna Ørslev Andersen åbnede sin første frisørsalon. Siden er det blevet til yderligere seks saloner over hele Vendsyssel. Allerede som 14-årig begyndte Jonna Ørslev Andersen som hjælpe-pige hos en frisør efter skoletid. Det var den gang man permanentede og fønbølgede eller vandondulerede damehår. Herre- og drengeklip var yderst sjældent, da de for det meste blev klippet hos barberen. Jonna fortsatte sit arbejde hos frisøren til hun afsluttede folkeskolens 10. klasse, hvorefter hun skulle vælge mellem sine to hedeste jobønsker frisør eller folkeskolelærer. I første omgang faldt valget på frisørfaget, med planer om at det senere kunne blive til en uddannelse som lærer med fagene musik, idræt og sprog som linjefag. Den kommende frisør gik på EFG-skole i Aalborg, og skulle herefter finde sig en læreplads. En fridag fra skole gav pote, og hun fik en aftale i hus om at kunne starte som elev hos frisørmester Jette Noes Nielsen i dennes salon i Østervrå. En lille krølle på den historie er, at Jette Noes Nielsens datter Sandra har lært hos Jonna, og om ganske kort tid er udlært. Tre års læretid blev det til i Østervrå, hvorefter Jonna som udlært svend fik et barselsvikariat hos frisørmester Birthe Sørensen, Salon Birthe i Østervrå. Den unge frisørsvend havde imidlertid mod på meget mere. Planen var egentlig at prøve at leve en drøm ud om at blive selvstændig frisør. Derfor var hun på udkig efter lejede lokaler i Lendum, men der var ikke til at opdrive et egnet et af slagsen, så i stedet købte Jonna et hus, hvor salonen – Frisørstuen blev indrettet og stadig drives fra den dag i dag. Tanken var så, at hun efter nogle år ville prøve noget andet, men en måned efter åbningen af Frisørstuen kunne Jonna konstaterer, at hun og hendes mand Uffe Andersen ventede deres første barn – Maria. Den første tid var ikke nem. Bl.a. husker Jonna, at det var en meget kold vinter det første år, og det passede med at største delen af hendes indtjening i salonen den vinter gik til fyringsolie. Efter halvandet år fik hun sin første elev Mette Mari Utne Svendsen, som hun havde et dejligt samarbejde med. I oktober 1991 udvidede Jonna Ørslev Andersen med endnu en salon i Sindal – Beebob Hairstudio, som herefter blev de gennemgående navn. Samtidig skete der også en udvidelse af familien, da datteren Nanna blev født. I årenes løb har Jonna Ørslev Andersen udvidet antallet af frisørsaloner først i Østervrå og siden i Frederikshavn, Sæby og Hjørring. Salonen i Hjørring flyttede sidste år fra adressen i Stokbrogade til Østergade 4,9 ved siden af Netto. Det sidste skud på stammen kom for et par år siden, hvor Jonna åbnede en salon i Skallerup Klit. ÅB