20-årig atter dømt for grov vold

Kun et halvt år efter han blev dømt for grov vold kan Claus Nielsen igen nyde udsigten fra et fængselsvindue

AALESTRUP:Grov vold. Narkohandel. Afpresning. Overtrædelse af våbenloven og bilkørsel i frakendelsestiden. Claus Nielsen er kun 20 år, men han har allerede en ganske snavset straffeattest. I oktober 2005 blev han dømt for grov vold, selvom 12 nævninge ville have ham dømt for dødsvold mod Niels Thygesen, der blev banket ihjel i Aalestrup. Claus Nielsen havde allerede udstået sin straf under varetægtsfængslingen og kunne altså forlade Vestre Landsret som en fri mand lige efter dommen. Der skulle dog ikke gå lang tid, før Claus Nielsen igen sad på anklagebænken i byretten. Da en ung mand købte 20-25 gram amfetamin af Claus Nielsen og betalingen på 3100 kroner ikke faldt til tiden, fik køberen alvorlige problemer. Claus Nielsen samt hans fætter og to kammerater kørte først med skyldneren hjem til hans mor i Sæby, hvor de dog opgav at finde noget, der kunne omsættes i hurtige penge. Derefter kørte de fem unge til Nørresundby, hvor de fandt et øde område. Her blev offeret på Claus Nielsens initiativ slået og sparket af de fire mænd. Dummebøde - Han var den mest aggressive og den, der tog teten, siger den offentlige anklager, Hanne Bælum, om Claus Nielsens rolle i sagen. Udover de mange bank, der tilfaldt offeret, blev han truet på livet, både verbalt og med en signalpistol for tindingen. Efter afstraffelsen efterlod de fire voldsmænd skyldneren hårdt forslået på pladsen. I løbet af straffeseancen steg narkokøberens gæld fra 3100 til 30.000 kroner. Altså krævede Claus Nielsen en dummebøde på 26.900 kroner af den dårlige betaler. Hanne Bælum mener ikke, sagen har forbindelse til rockermiljøet, selvom sagens karakter kan henlede tankerne på tidligere rockerepisoder. - Det var en skærpende omstændighed, at han tidligere er dømt for vold, ligesom det var en skærpende omstændighed, at de var flere om det, siger anklageren, som er tilfreds med straffens længde. Betænkningstid Claus Nielsen fik et år og ni måneders fængsel ved byretten i Aalborg. Det er en almindelig strafudmåling for dens slags forbrydelser. Claus Nielsen og to af hans venner, som hver har fået et år og tre måneders fængsel, har bedt om betænkningstid til at overveje, om de skal anke dommene. Den fjerde gerningsmand fik ni måneders fængsel og ønskede ikke at anke dommen.