20-årig død af sine kvæstelser
Det voldsomme overfald på en ung mand i Skagen er nu en drabssag
Opdateret kl. 22:00
SKAGEN: En 20-årig mand døde onsdag aften af de kvæstelser han fik, da flere gerningsmænd på brutal vis overfaldt ham i en lejlighed i Skagen mandag aften.
Det oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Den 20-årige blev stukket med kniv flere gang i ryggen og havde desuden flere kraniebrud og brækkede knogler i ansigtet. Han har siden overfaldet været i overhængende livsfare.
Sigtet for drab
Efter overfaldet blev seks personer anholdt og sigtet for drabsforsøg. Tre mænd på henholdsvis 27, 28 og 41 år blev tirsdag aften varetægtsfængslet, en 19-årig skagbo fik opretholdt sin anholdelse i tre døgn og yderligere to personer er sigtede i sagen, men er blevet løsladt.
Alle personerne blev sigtet for drabsforsøg, men overfaldet er nu blevet en drabssag, og de sigtede er torsdag blevet gjort bekendt med, at de nu er sigtet for drab, oplyser Frank Olsen.
Kan være narkoopgør
De sigtede nægter sig alle skyldige, og det er endnu uvist, hvad motivet til det voldsomme drab har været.
Inden dørene blev lukket ved grundlovsforhøret, kom det dog frem, at der kunne være tale om at narkoopgør. Det ønsker Frank Olsen dog ikke at kommentere.
De pårørende er underrettede.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.