20-årig er sigtet for drab på dagplejemor

Angiveligt er det hans egen dagplejemor han sigtes for at have dræbt

Drab 1. maj 2003 08:00

FREDERIKSHAVN: Den 20-årige frederikshavner, der er varetægtsfængslet for drabet på den 78-årige Gerde Elisabeth Kristensen, kendte tilsyneladende den ældre kvinde temmeligt godt. Ifølge kilder, NORDJYSKE har talt med, er den unge mand ofte kommet i den nu afdøde kvindes hjem på Kløvervej, idet hun har fungeret som dagplejemor for ham. Den ældre kvinde har gennem mange år ernæret sig som dagplejemor i hjemmet på Kløvervej, og det er ikke mere end godt 10 år siden, hun stoppede helt i faget. - Hun var kendt som en dame, der tog sig af andre mennesker - og som overfor mange børn og unge fremstod som en slags reservebedste, lyder det fra flere af de beboere i kvarteret, som NORDJYSKE har talt med. Den 20-årige har indrømmet, at han har været i den dræbte kvindes hjem, men da grundlovsforhøret forleden blev holdt for lukkede døre, er det endnu uvist, hvordan han stiller sig til sigtelsen. - Det kender jeg ikke til, siger chefen for politiets rejseafdeling, Jens Damborg, om den sigtede og den dræbtes relationer. Jens Damborg tilføjer, at han endnu ikke har klarhed over det omfattende materiale, der ligger i drabssagen. Den 20-årige tilstod i går, at det var ham, der 15. april overfaldt og forsøgte at voldtage to kvinder. Den ene var på vej hjem fra sit arbejde på kirkegårdskontoret på Gl. Skagensvej, og den anden var på arbejde i Munkebakkeskolens fritidsordning. Den 20-årige var ikke sigtet for overfaldene, men alene for drabet på Gerde Elisabeth Kristensen. Politiet har dog tidligere været fremme med formodninger om, at gerningsmanden til drabet og overfaldene var den samme, ligesom der er mistanke om, at han skulle stå bag en voldtægt første juledag. Sidstnævnte sag er fortsat uopklaret. Tilståelsen kom under de indledende afhøringer i drabssagen, og kriminalinspektør Jørgen Hansen fra Frederikshavn Politi oplyser, at den drabssigtede endnu ikke er blevet afhørt om voldtægten. Det ligger endnu ikke fast, nøjagtig hvad den 20-årige vil blive sigtet for i de to overfaldssager. Jørgen Hansen fra Frederikshavn Politi kan blot sige, at den sigtede har tilstået overfaldet på de to kvinder. - Han har erkendt at have overfaldet dem, men vi har ikke afhørt ham nærmere, siger Jørgen Hansen. Den 20-årige er varetægtsfængslet indtil 22. maj.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...