20-årig fra Aabybro på sit livs rejse

I Mozambique oplevede Mette Sakham Lomborg alt fra dyb fattigdom til at hilse på præsidenten

AABYBRO:Hun skiftede ble på møgbeskidte, forældreløse babyer på et børnehjem, trykkede landets præsident i hånden, blev interviewet på landsdækkende tv, var fodboldtræner og danselærer i et slumkvarter, så næsehorn og elefanter på en safari og svømmede med delfiner og otte meter lange hvalhajer i krystalklart vand. 20-årige Mette Sakham Lomborg fra Aabybro nåede vidt omkring i løbet af sit tre måneder lange ophold i Mozambique i det sydlige Afrika. Et land hun besøgte med Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) rejseprogram, Global Contact, der skaffer arbejde og privat indkvartering til folk med lyst til at opleve andet end seværdigheder, strand og sol i Den Tredje Verden. Den kategori tilhører Mette Sakham Lomborg, der blev matematisk student fra Nørresundby Gymnasium i sommer. Rejse med perspektiv - Jeg ville bo og arbejde ét sted i stedet for at rejse som rygsækturist. På nettet fandt jeg Global Contacts program på MS" hjemmeside, som blandt andet tilbød rejser til Mozambique, og så tænkte jeg: ¿Afrika! Hvorfor ikke?¿. Ingen af mine venner havde samme planer, men at tage af sted med Global Contact er en nem måde at rejse alene på, fortæller Mette Sakham Lomborg, som kom hjem kort før jul. Den unge nordjyde mener at have fået fuld valuta for de 23.000 kr., rejsen til et af verdens fattigste lande kostede hende. - Det var en oplevelse for livet. Jeg fik virkelig sat nogle ting i perspektiv. For eksempel smiler mozambikanerne langt mere og virker gladere end os, selv om de fleste af dem er ludfattige,¿ konstaterer Mette Sakham Lomborg. Hun boede hos et middelklassepar med fire børn i en forstad til Mozambiques hovedstad, Maputo, og arbejdede som fritidspædagog for organisationen ¿Crianças de Amanhã¿ (Morgendagens Børn) i en bydel 15 kilometer fra millionbyens centrum. Det var en støvet og varm oplevelse. - Turen derud tog to timer med chapa (minibus). Bydelen ligger på et stykke sandjord, og der var ikke skygge nogle steder. Folk boede i skure af blik, træ og pap, og der var kun én brønd med vand til de cirka 5.000 indbyggere, fortæller Mette Sakham Lomborg. Hun underviste kvarterets børn i engelsk samt dans og spillede fodbold med dem. Det blev hurtigt en succes. Men først skulle den danske kvinde ses an. Og røres ved. - Mange var henne og mærke på mit hår, fordi det er så forskelligt fra det, de er vant til. I det hele taget var det specielt at være i et område, hvor min tyske kollega og jeg var de eneste hvide, husker Mette Sakham Lomborg, som også skilte sig ud ved at interessere sig for børnene. - De var ikke vant til, at der blev arrangeret noget specielt for dem, så de var helt vilde med alt, hvad jeg fandt på. En dag satte jeg for eksempel en seddel op med, at jeg lavede en fodboldturnering. Da jeg kom på arbejde dagen efter, ventede 35 børn på mig, siger Mette Sakham Lomborg. Fodboldkampen foregik med en punkteret plasticbold. Ingen havde råd til at købe en ny bold, så den kugle, Mette Sakham Lomborg investerede 40 kr. i, fik straks ikonstatus. - Den røde bold skulle med på alle de billeder, jeg tog af børnene, husker Mette Sakham Lomborg, der også selv kom i et kameras søger. Tv-stjerne for en dag Ganske uventet blev hun nemlig tv-stjerne for en dag. Det skete i en uge, hvor Morgendagens Børn var i gang med at skaffe penge til sine aktiviteter. - Forberedelse og planlægning kender man ikke til hernede. Så en dag, hvor jeg mødte på job, fik jeg at vide, at vi skulle ind til byen og lave fundraising. Pludselig sad jeg i et tv-studie sammen med en kollega og fortalte om vores arbejde. Jeg skulle selvfølgelig også fortælle om forskelle og ligheder mellem Mozambique og Danmark, siger Mette Sakham Lomborg. Programmet blev sendt direkte på en landsdækkende mozambikansk tv-station. Under udsendelsen kunne folk ringe for at donere gaver og penge. - Vi fik blandt andet fem computere og en masse sække med ris, siger Mette Sakham Lomborg. Næste dag havde organisationen en stand på en messe på Maputos universitet. - En af gæsterne var Mozambiques præsident, som trykkede mig i hånden. Det er ikke svært at møde de store kanoner i dette land, konstaterer Mette Sakham Lomborg. På bunden af samfundet Kort forinden havde hun brugt hænderne til et noget mere ubehageligt arbejde på bunden af det mozambikanske samfund. - Jeg havde mødt en fransk pige, som arbejdede på et børnehjem for forældreløse børn i Maputos centrum. En dag tog jeg med hende på arbejde. Det var frygteligt. En masse spædbørn lå og skreg på tilpissede madrasser. De var ikke blevet skiftet i dagevis. Personalet, som ikke var uddannede pædagoger, sad bare udenfor og snakkede. Min veninde og jeg gik helt automatisk i gang med at spule og skifte børnenes våde lortebleer. Det stank, og vi havde lort op ad armene. Det er sådan noget, man ser i tv, men pludselig stod jeg midt i det, husker Mette Sakham Lomborg. Hun frygter, at mange af børnene ender på gaden i millionbyen Maputo, hvor man konstant mødes af tiggende børn og voksne samt ser folk rode i overfyldte skraldespande efter noget at spise. - Mange af børnene vil tilbringe deres barndom på børnehjemmet. Når de bliver 12-13 år, har de fået nok, stikker af og bliver gadebørn. Det er ikke et værdigt liv, konstaterer Mette Sakham Lomborg. Livsglæde - trods atl Midt i fattigdommen og elendigheden oplevede hun dog også en livsglæde, som hun ikke finder i rige Danmark. - Mozambikanerne er meget mere åbne end danskerne og bedre til at tage tingene, som de kommer. I starten blev jeg sur, når tingene gik for langsomt, eller folk ikke kom til tiden. Men jeg fandt ud af, at det ikke kan betale sig at hidse sig op. Det nytter ikke, påpeger Mette Sakham Lomborg, som også fik et nyt syn på begrebet fattigdom. - Det gik op for mig, at mange mozambikanere måske slet ikke er så fattige, som jeg først synes, at de var. Egentlig mangler de jo ikke rigtig noget og forstår at dele glæderne. For eksempel var det fantastisk at se 30 børn juble og lege med den fjernstyrede bil, jeg gav min værtsfamilies yngste søn i gave, konstaterer Mette Sakham Lomborg. Godt op at ringe kom hun selv på en tur med nogle venner til Tofo, et dykker- og ferieparadis otte timers kørsel nord for Maputo. - Jeg var ude og snorkle med delfiner og hvalhajer, som var seks-otte meter lange. De ser farlige ud men lever kun af plankton. Vandet var knap 30 grader varmt og helt krystalblåt. Det var en fantastisk, men også næsten uvirkelig oplevelse at svømme så tæt på de store dyr, fortæller Mette Sakham Lomborg. En weekendudflugt til den verdensberømte Kruger National Park i Sydafrika blev det også til. - Parken ligger kun et par timers kørsel fra Maputo. Vi så næsehorn, elefanter, bøfler, zebraer og en masse andre dyr, men ingen løver. Til gengæld så vi 17 vilde hunde. Det animerede vores guide helt vildt, for de er meget sjældne. Luksus og slum Omtrent lige så ophidset blev hun under et besøg i et topmoderne, nyåbnet shoppingcenter i Maputos centrum. - Man kunne få Haribo-lakridser og colavingummi. Det var fedt at opdage. Men det er også grotesk at tænke på, at man i en by som Maputo kan sidde på en luksusrestaurant kort efter at have været i et slumkvarter. Tilbage i Danmark er hun i fuld gang med at søge arbejde. For nu skal der penge i kassen. - Inklusiv lommepenge brugte jeg cirka 45.000 kr. på turen. Jeg kunne godt tænke mig at begynde på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Men det koster 80.000 kr., så jeg skal have tjent nogle penge, understreger Mette Sakham Lomborg.