Tyverier

20-årig i retten for 69 kriminelle forhold

Ung mand fra Aalborg varetægtsfænglet efter mistanke om adskillige indbrud.

20-årig mand fra Aalborg varetægtsfænglet efter mistanke om adskillige indbrud. Arkivfoto

20-årig mand fra Aalborg varetægtsfænglet efter mistanke om adskillige indbrud. Arkivfoto

En klar formodning om, at en 20-årig mand ville fortsætte med at begå kriminalitet, fik tirsdag eftermiddag byretten i Aalborg til at følge anklagerens ønske om en varetægtsfængsling af den 20-årige i fire uger. Han kan nemlig i forvejen se frem til en retssag, hvor han er tiltalt for ikke færre end 69 forskellige forhold begået inden for blot et år. Tirsdagens grundlovsforhør blev holdt bag lukkede døre, da politiet mener, der er medgerningsmænd på fri fod, og tyvekosterne er endnu ikke fundet. Har kæret til landsretten Den 20-årige er denne gang sigtet for indbrud i erhvervsbyggeri, hæleri og besiddelse af en mindre mængde hash, oplyser anklager Rune Vestergaard. Manden har delvist erkendt nogle af forholdene og nægter andre, og han har kæret varetægtsfængslingen til Vestre Landsret. Det var de mange kriminelle forhold, der fik politiet til at begære, at manden blev sat bag tremmer. Anholdt seks gange på et år - Forholdene er en blandet landhandel med blandt andet indbrud, færdselssager og besiddelse af peberspray, siger Rune Vestergaard. Manden var tidligere ikke synderlig kendt af politiet, kun for bødesager, men det seneste år har han været anholdt seks gange, og bliver altså nu bag tremmer de næste fire uger, mens en retssag nærmer sig.