20-årig sigtet i røverisag fra Haverslev

HAVERSLEV: En 20-årig mand fra Aars-kanten blev i går anholdt og sigtet for røveriet i Sparekassen Himmerland i Haverslev i Nørager Kommune. Afhøringen af den 20-årige kastede imidlertid ikke så meget lys over sagen, at politiet i Hobro tør slå fast, at man har fat i den rigtige gerningsmand. Tværtimod valgte politiet efter langvarige afhøringer at løslade den 20-årige sidst på eftermiddagen. - Vi har vurderet, at vi i hvert fald ikke p.t. har så meget materiale, at det i et grundlovsforhør vil føre til varetægtsfængsling af den pågældende. Det er den enkle forklaring på, at vi har valgt at sætte ham på fri fod, konstaterer vicepolitiinspektør Jørgen Munk, der leder efterforskningen. Vicepolitiinspektøren tilføjer, at sigtelsen mod den 20-årige for væbnet røveri er opretholdt, og at politiet de kommende dage vil forfølge de spor, man har i sagen. Jørgen Munk vil ikke afsløre, hvad det er, der har fået politiet til at rette blikket mod den 20-årige. - Det holder vi indtil videre for os selv, siger han. Røveriet blev begået 30. december på sparekassens sidste åbningsdag i 2004. Røveren affyrede et skud i sparekassens ekspeditionslokale, før han i en stjålet bil forsvandt med sit udbytte. Det er siden opgjort til 36.000 kr. Hverken penge eller det våben, røveren affyrede et skud med, er dukket op. Samtidig med anholdelsen af den 20-årige i går har Sparekassen Himmerland i øvigt udsat en dusør på 25.000 kr. for oplysninger, der kan føre til opklaring af røveriet.

Forsiden