20 ansatte på PN-Beslag skal øge sundheden på virksomheden

De har selv været igennem et hårdt program, og skal nu animere andre ansatte

Voksenundervisning 7. oktober 2002 08:00

BRØNDERSLEV: For mange ansatte på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik i Brønderslev kniber det med motion. For mange er den eneste motion den gåtur, de får fra deres arbejdsplads til kantinen. Det gøres der nu noget ved. En halv snes elever fra Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev vil animere de ansatte til motion. Et tilbud, der kaldes kanon-motion. 20 af de ansatte - i både administration og produktion - havde tilmeldt sig til en motionsdag på idrætshøjskolen. Det er første skridt mod at gøre mere ved motionen. - Vi håber, at nogle vil komme på højskolen eller vil melde sig ind i idrætsforeninger, siger Louise Kjærsgaard fra Vodskov og Line Thomsen fra Tylstrup. De er to af de elever, der står bag aktiviteterne. De 20 fra PN-Beslag kom gennem et omfattende program. De spillede volleyball, floorball, hockey og spinning, og de var gennem en bane i "jorden er giftig", hvor de skulle springe over både plint og slå flik-flak på den store airtrack. Der var også ægge- og sækkevæddeløb. - Det er hårdt, men sundt, udbrød Mogens Meyer, da han adskillige gange havde været igennem banen. De 20 ansatte fra PN-Beslag var blevet bedt om at medbringe en toiletrulle. Det skabte nogen forundring. Men sidst på dagen blev mystikken løst. Alle deltagerne skulle to og to pakke hinanden ind i toiletpapir på tid. Og det indslag skabte stor morskab. Eleverne, der står for aktiviteterne, kommer fra forskellige idrætsgrene. De har det til fælles, at de har fået tilskud fra DGI til opholdet på Nordjyllands Idrætshøjskole. - Planen er, at vi skal hjem i vore klubber som foreningsledere, så klubberne får glæde af os, fortæller Line Thomsen. - Jeg er så glad for at gå på højskolen, at jeg hver dag tænker på den foreningsleder, der sendte mig afsted. Det er så godt, siger Line Thomsen. Louise Kjærsgaard har orlov fra samfundsøkonomi-studiet på Aalborg Universitet for at gå på højskolen. Birthe Birk fra A/S Peder Nielsen Beslagfabrik er glad for, at hun har meldt sig. - Der er ikke mange, der dyrker aktiviteter, siger hun. Selv er jeg aktiv skytte, men det giver jo ikke megen motion. Men nu er jeg klædt på til at gå i gang med ny aktiviteter. Annonceringen af kanon-motion, som tiltaget hedder, var også lidt utraditionelt. Højskoleeleverne kom uden varsel stormende ind på virksomheden, hvor de larmede. De var klædt ud og havde en ghettoblaser med, og de stormede støjende rundt på fabrikken og uddelte løbesedler. Det vakte stor opmærksomhed. Selv møder blev afbrudt, og telefonsælgerne, der var i kontakt med udenlandske kunder, måtte forklare, hvad der skete. Virksomheden henvendte sig oprindeligt til Sund By i Brønderslev, men sundhedskoordinator Inge Tengnagel indgik en aftale med Nordjyllands Idrætshøjskole. - Det er første gang, der laves en aftale om, at en idrætshøjskole skal aktivere de ansatte på en virksomhed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...