20 døgns sultestrejke efter selvmord

Fire asylansøgere sultestrejker foran Christiansborg på 20. døgn efter at en af deres kammerater på Hanstholm Asylcenter begik selvmord 19. juni. Baggrunden for sultestrejken er netop Majid Samaris selvmord efter at han havde fået afslag på asyl.

De sultestrejkende asylansøgere på Christiansborg Slotsplads får genoptaget deres sager efter 46 døgn. Sultestrejken startede, da deres kammerater begik selvmord 19. juni på Hanstholm Asylcenter. Her tilses en af dem efter 20 dage af en læge. Foto: Jan Jæger/Scanpix

De sultestrejkende asylansøgere på Christiansborg Slotsplads får genoptaget deres sager efter 46 døgn. Sultestrejken startede, da deres kammerater begik selvmord 19. juni på Hanstholm Asylcenter. Her tilses en af dem efter 20 dage af en læge. Foto: Jan Jæger/Scanpix

I begyndelsen var der seks, men to holdt op i sidste uge, den ene af helbredsmæssige årsager, den anden for at kunne organisere og støtte sultestrejken udefra, bl.a. ved at bringe vand til de sultestrejkende. Han hedder Masud Reisvand og er gruppens talsmand. Af de fire tilbageværende er tre bosiddende på samme asylcenter, har alle fået deres sag afvist, men kan ikke smides ud af landet. Den fjerde, Kiumar Masrour, er i lidt ”bedre” situation. Hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse er under behandling, men han sultestrejker i solidaritet med de andre. Gruppen støttes også af nogle fredsaktivister, der sørger for vand, sukker og andre materielle fornødenheder. På Slotspladsen ved de sultestrejkende ses skilte med forskellige paroler: ”Dansk asylpolitik koster menneskeliv”. ”Intet menneske er illegalt i verden”. ”Regeringen og Dansk Folkeparti har ansvaret for Majids og andre asylansøgeres selvmord”. ”Danish government violates international refugee conventions”. “Et lands gæstfrihed er åbenbart omvendt proportionalt med dets rigdom”. Gruppens krav for at opgive sultestrejken falder i fire punkter: Opholdstilladelse til gruppens medlemmer. Alle afviste asylansøgere skal behandles på ny. Dansk asylpolitik skal ændres, så den overholder internationale konventioner. Asyl skal gives til alle, der har opholdt sig over to år i asylcentre. Gruppen erklærer, at sultestrejken vil fortsætte indtil kravene er opfyldt og udtrykker dyb forundring over, hvor uinteresseret den danske offentlighed synes at være i aktionen. - I begyndelsen var pressen og andre instanser interesserede, men de sidste ti dage har de hverken set skyggen af presse, af Sandholmlejren, af Dansk Røde Kors eller af Dansk Flygtningehjælp. For en uge siden talte de med en kvinde fra SF, men de har ikke hørt fra hende siden, hedder det i en pressemeddelelse.